Der kan være både 10 og 20 procent at spare ved at købe hus på tvangsauktion. Men man bør alliere sig med en advokat, hvis man ikke har erfaring.

Der kan være både 10 og 20 procent at spare ved at købe hus på tvangsauktion. Men man bør alliere sig med en advokat, hvis man ikke har erfaring.

Køb hus på tvangsauktion og spar 20 procent

Du kan let spare 10-20 procent ved at købe bolig på tvangsauktion. Men husk at hyre gode rådgivere - ellers risikerer du at betale dyrt senere

Af
Af Michael C. Svendsen

Bolius Boligejernes Videncenter

Det stigende antal tvangsauktioner giver gode muligheder for private på udkig efter et billigt hus eller lejlighed, skriver Bolius.dk. Sidste år var der dobbelt så mange tvangsauktioner som i 2007, og i januar i år blev der bekendtgjort 296 tvangsauktioner mod 123 i januar sidste år, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

"Ind i mellem kan man blive en smule forbløffet over, hvor billigt køberne løber af med en bolig på tvangsauktion," siger advokat Allan Schouw-Petersen fra Advokaterne C.C. Jørgensen & M. Winsløv til Bolius.dk.

Spar op til 20 procent ved køb af hus på tvangsauktion

Hans firma repræsenterer jævnligt Realkredit Danmark i tvangsauktionssager. Også advokat Anders Nielsen, partner hos Lett Advokater, der blandt andre assisterer BRF Kredit, når kunder går på tvangsauktion, har bemærket en klar tendens i retning af, at det er blevet en betydeligt bedre forretning at købe bolig på tvangsauktion.

"For blot et par år siden lå auktionspriserne ikke urimeligt langt fra markedsprisen. Men i dag er der både 10 og 20 procent at spare ved at købe bolig på tvangssalg, hvis jeg skal anslå et groft skøn," siger Anders Nielsen til Bolius.

Det kan blive dyrt at droppe rådgivere ved tvangsauktion

Det skøn tilslutter Allan Schouw-Petersen sig. Han advarer samtidig privatpersoner imod at købe bolig på tvangsauktion, hvis de ikke har forberedt sig meget grundigt.

"Har du ikke erfaring eller faglig baggrund for at gennemskue salgsmateriale og auktionsforløb, bør du alliere dig med en advokat, der kender til processen," råder Allan Schouw-Petersen.


"Uden rådgivning er der stor risiko for, at du køber for dyrt eller måske køber en bolig, hvor der er servitutter eller andre byrder på, som du selv skal udrede. Det kan godt blive en rigtig dyr fornøjelse og kan potentielt forringe boligens værdi i betydelig grad," siger han til Bolius.dk.

Købt som beset – og uden ejerskifteforsikring

Men der er også andre - og potentielt meget alvorlige - fælder, du kan falde i, hvis du køber bolig på tvangsauktion. Der udarbejdes nemlig ingen tilstandsrapport i forbindelse med et tvangssalg, og derfor kan der heller ikke tegnes ejerskifteforsikring på boligen.

"Du køber med andre ord ejendommen som beset. Så er der fejl og mangler, hænger du selv på dem. Uanset om de er skjult eller åbenlyse. Og uanset hvor alvorlige, fejlene måtte være," forklarer cand. polit. Poul Gammelgaard fra boligoekonomen.dk til Bolius.

Tag en byggeteknisk rådgiver med ud at se huset

Poul Gammelgaard mener derfor, at det er noget nær obligatorisk for private uden bygningsteknisk baggrund at tage en sagkyndig rådgiver til hjælp, når de får mulighed for at se den pågældende bolig før tvangsauktionen.

"Du får typisk kun én lejlighed til at besigtige den pågældende ejendom. Derfor er det ekstremt vigtigt at gennemgå ejendommen så effektivt som overhovedet muligt på den tid, der er til rådighed," understreger Poul Gammelgaard.


En anden udfordring er, at det kan være svært at få finansieret købet af en bolig på tvangsauktion. For når banker og realkreditinstitutter sædvanligvis yder lån med sikkerhed i fast ejendom, sker det på grundlag af en udfærdiget tilstandsrapport og tegnet ejerskifteforsikring. Men den mulighed foreligger ikke ved køb på tvangsauktion, og derfor vil du typisk blive mødt af langt skrappere krav som låntager.

God idé at overtage eksisterende lån

"Derimod kan det ofte svare sig at spørge det realkreditinstitut, der har penge i klemme på den pågældende ejendom, om du kan overtage det eksisterende lån. Husk, at realkreditinstituttet har en klar interesse i at finde en ny køber hurtigst muligt, som har lyst og mulighed for at betale en rimelig pris for ejendommen. Navnlig nu, hvor markedet er frosset lidt til," siger advokat Anders Nielsen til Bolius.dk.

Læs mere om tvangsauktioner i BOLIUS Faktaartiklerne: 'Køb af bolig på tvangsauktion' på Bolius.dk.

redaktion@pola.dk

Publiceret 12 February 2009 03:00