Volvo XC60 rammer på mange måder tidsånden. Og gør det bogstaveligt talt flot. Nu venter vi på mere tidssvarende motorer.

Volvo XC60 rammer på mange måder tidsånden. Og gør det bogstaveligt talt flot. Nu venter vi på mere tidssvarende motorer.

Stilig svensker

Volvo XC60 er en harmonisk og praktisk sag, men motoren trykker

Af
Af Christian Schacht og Jens Overgaard

Der er ingen tvivl: Linjerne er mere end harmoniske på Volvo XC60. De er nærmest så sexede, at begrebet crossover får en helt ny betydning. Og det er også tanken hos designer Steve Mattin, som har skabt en mere politisk korrekt lillebror til XC90. Derfor er XC60 da også en bil, som ånder mere af stationcar og mindre af SUV end de to andre duellanter, som ser nærmest trætte ud i selskabet med den sprudlende svensker, hvor vores testeksemplar er en D5 med femcylindret dieselmotor på 185 heste, automatgear og topudstyret Summum, der bringer prisen op på 776.131 kroner.

De kreative anstrøg fortsætter i noget mere afdæmpet stil indenfor, hvor konceptet med instrumentbordet og det svævende midterkonsol er hentet fra de andre Volvo-modeller. Her er der bare masser af luft ud til den skrånende forrude, og for øvrigt god plads i alle retninger. Tag dertil en god kørestilling med klassens bedste og mest sikre sæder, som dog godt kunne tilbyde mere sidestøtte, hvis du kører lidt frisktil i snævre sving.


De gode plads-takter fortsætter på bagsæderne, hvor der er pænt med plads og hævet udsyn for børn. Bagagerummet er godt nok mindre end Audiens, men mere regulært. Undervognen er justeret ind til at være ganske komfortabel og da styretøjet heller ikke er helt præcist, giver det en lidt vævende kørsel. Den er slet ikke sportslig anlagt, men mere til adstadig kørsel.


Det gælder også motoren, hvor alderen rammer Volvos efterhånden udtjente D5-motor, som nok har råstyrke, men tøvende, især i kombination med vores automatgearkasse, som gør den til en døsig sag, der skal have omdrejninger for at lægge fra land. Og så er den med et forbrug på 12,0 km/l ganske tørstig.


Vi ser frem til den nye 175 hestes diesel, der er på vej - sammen med en billigere forhjulstrukket version for øvrigt. Sikkerheden er i højsædet med standard-detaljer som Volvos revolutionerende City Safety, der bremser bilen ved risiko for kollision i bytrafik op til 30 km/t.


Alt i alt en rigtig god pakke. Og et stærkt alternativ til for eksempel Volvo V70, der koster 737.000 kroner med samme motor og Summum-udstyr. Over for de to konkurrenter står XC'en også ganske stærkt, men den aldrende motor trækker ned i det samlede billede.


redaktion@pola.dk

null

Publiceret 06 February 2009 03:00