2000 kroner om måneden for en Honda Accord gennem privatleasing. Det var så billigt at der var mere end ti gange så mange købere som biler til rådighed.

2000 kroner om måneden for en Honda Accord gennem privatleasing. Det var så billigt at der var mere end ti gange så mange købere som biler til rådighed.

Honda blev taget på sengen

En ny Honda Accord til 2000 kroner om måneden inklusiv service. Det tilbud var svært at sige nej til for mange kunder – alligevel var det lige før, at Honda stod tilbage med dårlig omtale, da kampagnen kørte i starten af januar

Af
Af Peter Nielsen

Et tilbud på 2000 kroner om måneden for en spritny Honda Accord, endda inklusiv service. Et nærmest uhørt stærkt tilbud, som for alvor skulle sætte positiv fokus på Honda blandt landets bilkunder. Men trods det favorable tilbud, var udfaldet tæt på at give den stik modsatte effekt for Honda - nemlig utilfredse kunder og tvivlsom omtale.

Langt flere kunder end de 150 Honda Accord'er, som var afsat til kampagnen, ønskede nemlig at lease en Accord til den lave pris. Og de kunder, som ikke var blandt de heldige, følte sig i nogen udstrækning ført bag lyset, blandt andet fordi den enkelte Honda-forhandler ikke var klar over hvordan fordelingen af de 150 Accord'er ville foregå, og dermed heller ikke kunne love kunderne noget på forhånd.


"Det ærgrer mig, at det gav problemer. Alt, hvad vi fra Honda Danmarks side ville, var at køre en begrænset kampagne for at sætte gang i salget i januar. Tilbuddet om en Accord til 2000 kroner om måneden, var bare et af de tilbud vi sendte ud i en reklameavis, og vi havde på forhånd ikke gjort ret meget ud af lige præcist det tilbud, netop fordi antallet var begrænset. Desværre valgte en forhandler at starte markedsføringen tidligere end planlagt, hvilket trak mange kunder til, før avisen kom ud," siger direktør for Honda Danmark A/S, Michael Larsen.


Efter sigende var flere tusinde kunder interesserede i at benytte sig af det billige tilbud. "Nej, det er klart, at vi ikke håber, at det skal give bagslag, men om ikke andet kan vi konstatere, at Honda Accord er en eftertragtet bil".

Kun kampagner

Sidste år var Honda ligeledes, i samarbejde med forhandlerkæden Terminalen, ude med et meget stærkt leasing tilbud. Dengang var det et begrænset antal Honda Civic, som kunne leases for 2000 kroner alt inklusive. Michael Larsen understreger dog, at Honda næppe kommer til at have leasingtilbud på 2000 kroner om måneden for en Civic eller en Accord fast på programmet.

"Vi vil meget gerne have nogle stærke leasingprodukter hos Honda, men det bliver ikke almindeligt, at man kan lease en Civic eller en Accord til 2000 kroner. Denne gang var det leasingfirmaet, som havde strikket et godt tilbud på benene, og sådan bliver det også i fremtiden. Derfor er det kun når der kører en kampagne, at der bliver begrænset mulighed for at lease til så stærke priser," fastslår Michael Larsen.


redaktion@pola.dk

null

Publiceret 01 February 2009 03:00