Alle kan være med til Norddjurs mesterskab

Badmintonspillere i alle aldre spiller næste weekend om kommunemesterskabet i Østre hallen i Grenaa og i Auninghallerne.

Af
Af Martin Schultz

170 store og små badmintonspillere slår et slag for sundheden, når det tredje badminton kommunemesterskab i Norddjurs afvikles lørdag og søndag i Østre hallen i Grenaa og i Auning hallerne. Der er tilmeldt omkring 70 ungdomsspillere i alle aldre og med forskellig spillemæssig baggrund. Sidst på lørdagen vil der i Grenaa være fundet mange “Norddjurs mester 2009" spillere. Søndag 8. februar møder omkring 100 voksne badmintonspillere op i Auning hallerne for at dyste om værdigheden som kommunemester. Alle stævnedeltagerne vil modtage en T-shirt som bevis på at have deltaget i kommunemesterskaberne 2009.

Et mesterskab i sundhedens tegn

Formålet med kommunemesterskaberne er at alle får gode oplevelser og nogle spændende kampe og masser af motion. Stævnet er for alle, og altså ikke kun for spillere tilmeldt en klub. Betingelsen er blot, at deltagerne er hjemmehørende i Norddjurs kommune. Stævnet vil stå i sundhedens tegn. Udover motion og glæde betyder det gratis frugt til alle spillere om lørdagen i Grenaa. Stævnet er arrangeret af Grenaa Badminton Klub og Auning IF badminton i samarbejde med DGI Østjylland og Norddjurs kommune.

Publiceret 01 February 2009 16:44