Der er store lagre af Ford Mondeo, der skal afhændes nu. Det giver rabatter på mellem 65.000-80.000 kroner.

Der er store lagre af Ford Mondeo, der skal afhændes nu. Det giver rabatter på mellem 65.000-80.000 kroner.

Gør en god handel

Rabatter på en mere end 80.000 kroner hos Ford og 50.000 kroner ved Renault. Begge opfordrer til at prutte om priserne

Af
Af Jens Overgaard og Christian Schacht

"Prut om prisen, gør dit livs handel, få priserne lavere ned end nogensinde".

Sådan lyder annoncerne fra Ford i disse dage, mens Renault oplyser, at man har store lagre, som man meget gerne vil af med. Det sker til deciderede dumpingpriser.


Hos Ford har importøren gennem længere tid direkte sagt, at der kan hentes rabatter i 40.000-kroners klassen ved at møde personligt op hos forhandlerne. Nu kører importør og forhandlere i fællesskab kanonerne yderligere i stilling og opfordrer i annoncer direkte kunderne til at prutte hårdt om priserne.


En hurtig rundringning til fire Ford-forhandlere viser, at der således hurtigt kunne hentes rabatter på 65.000-80.000 kroner, når vi taler om en Mondeo i den populære stationcar med den 140 hestes dieselmotor og grundudstyret Trend. Og på familieflytteren S-Max er der set rabatter på 86.000 kroner.


Lene Dahlquist, der er pressechef hos Ford Motor Co. lægger ikke skjul på, at kampagnen sker af nød.


"Vi har nogle meget store lagre, som vi skal have ryddet op i," konstaterer hun.


Netop Mondeo-modellen, som er en populær firmabil, er ramt af krisen. Mange firmaer har nemlig besluttet at køre et år ekstra i firmabilen, og det er medvirkende til at lagrene vokser. Lene Dahlquist understreger, at det er helt lokalt, hvor meget den enkelte forhandler kan tilbyde i rabat.


Det nye tiltag sker nemlig i et samarbejde, hvor Ford-importøren yder et bidrag til rabatten, mens forhandleren så spæder til med resten, alt afhængig af, hvad for nogle biler, det drejer sig om.

Renault intensiverer

Renault har for blot to måneder siden haft en massiv kampagne, som allerede intensiveres med endnu større rabatter, der kører efter samme facon som hos Ford. For eksempel er der mindst 40.000 kroner at spare på en Renault Scenic eller en Grand Scenic. Begge varianter med både benzin og diesel.

Er man mere til firhjulstrækkere kan man netop nu spare 52.000 kroner på en Renault Koleos - igen er der frit valg mellem benzin og diesel. Samme besparelse er der i øvrigt også på Renault Espace, mens man på Renault Laguna kan spare mindst 35.000 kroner.


"Årsagen til de store rabatter er, som i alle andre brancher, at salget er bremset lidt op. Det gør, at der også hos Renault er flere biler på lager end normalt. Dem rydder vi nu væk med disse tilbud," siger pressechef Søren Hyltoft, der ikke udelukker, at der hos den enkelte forhandler er yderligere rabat at hente.


Også Citroën har gang i en offensiv, hvor man blandt andet kan spare 45.000 kroner på udvalgte C4 Grand Picasso. Det betyder, at en Picasso 1,6 HDI VTR+ falder til 299.990 kroner. Det gælder dog om at være opmærksom på modeller og udstyr. De modeller, som vi blev tilbudt under vores rundringning, er således 2008-modeller.


Hos Ford er det biler, som er produceret frem til omkring 1. september, men mange af dem er først kommet til landet i løbet af september og oktober måned.


redaktion@pola.dk

Franskbrød Renault Grand Scenic kan rumme syv personer, og der er netop nu mindst 40.000 kroner at spare på nyvognsprisen.

Franskbrød Renault Grand Scenic kan rumme syv personer, og der er netop nu mindst 40.000 kroner at spare på nyvognsprisen.

Publiceret 31 January 2009 03:00