Sangeren Michael Falch kører udenom Djursland denne sommer.

Sangeren Michael Falch kører udenom Djursland denne sommer.

Sommerkoncert i Koed med topnavne udsat

Michael Falch og Julie Bertelsen kommer ikke til Djursland til grundlovskoncert. Tiden er løbet fra arrangementet i Lars Thyrres grusgrav i Koed.

Af
Af Martin Schultz

Formand i Midtdjurs Musikforening, Lars Thyrre Sørensen, havde håbet at kunne gentage sidste års friluftskoncert på grundlovsdag. Det foregik i Gl. Ryomgårds park og havde sangerinden Lis Sørensen som solist og det lokale rocknavn Michelle Birkballe som trækplaster til opvarmning. Men ejeren af Gl. Ryomgård ønskede ikke grundlovskoncerten gentaget i slottets park i år. Derfor planlagde Lars Thyrre Sørensen et stort arrangement med de kendte rock/pop navne Michael Falch og Julie Bertelsen på et hidtil ukendt koncertsted på Djursland. En grusgrav på Lars Thyrres egen jord bag gården i Koed.

Kan ikke nå at få det hele på plads

Midtdjurs Musikforening har søgt Syddjurs Kommune om en underskudsgaranti på 50.000 kr. til friluftskoncerten. Men Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur har ønsket forholdene omkring koncerten undersøgt nærmere, før de vil tage stilling til en eventuel underskudsgaranti. ”Det bliver ikke i sommer. Tiden løber lige pludselig stærkt, så vi er enige om at vi må udskyde arrangementet,” siger Lars Thyrre Sørensen. Det store arrangement skulle være afviklet med en lang række optrædende fra kl. 15.00 til ud på aftenen med Michael Falch som hovednavn. Skuespilleren Ole Thestrup med rødder i Koed var udset til at være konferencier sammen med musikeren H.C. Vartenberg.

Et kultursted for hele Djursland

Lars Thyrre Sørensen har mange andre jern i ilden, og vil nu arbejde videre med sin idé om at omdanne sin grusgrav til scene for kunst, musik og teater på Djursland. ”Vi kalder det Næsegrus, fordi Djursland er Jyllands næse. Vi vil gerne samle hele Djursland om kulturarrangementer,” siger Lars Thyrre Sørensen. Han er ved at lave en projektbeskrivelse for at kunne søge om midler til at realisere sin ide om et kultursted i fri luft. Flere kulturarrangører har vist interesse for ideen. ”Grusgraven er et spændende natursted, som ligger centralt på Djursland. Jeg forestiller mig fire scener på grunden med plads til op til 2.000 mennesker.”

Publiceret 28 January 2009 15:08