Ny leder af UU Djursland udnævnt

Skoleleder Per Søjmark afløser Hanne Skov som leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning, UU Djursland.

Af
Af Martin Schultz

UU Djurslands nye leder Per Søjmark kommer fra en stilling som leder af heldagsskolen Stendysseskolen i Stenvad. Han er oprindeligt læreruddannet og har undervist i såvel folkeskolen som ungdomsskolens heltidsundervisning. Han har suppleret sin læreruddannelse med efteruddannelse inden for det specialpædagogiske felt og har samtidigt gennemført vejlederuddannelsen.

Flere opgaver skal passes

Per Søjmark har i den tidligere Grenaa Kommune været ansat som kurator, inden han i 2001 blev leder af Stendysseskolen i den tidligere Nr. Djurs Kommune. I ledelsessammenhæng har han gennemført en række efteruddannelsesforløb. Tidspunktet for den formelle tiltrædelse i UU Djursland er under forhandling. Per Søjmark skal samtidig med at han går ind i ledelsesarbejdet i UU Djursland, fortsat have det overordnede ansvar for afviklingen af Stendysseskolen. Det er besluttet at lukke heldagsskolen i Stenvad 31. juli 2009.

Fakta om UU Djursland

- UU Djursland (Ungdommens Uddannelsesvejledning) er et samarbejde mellem Syddjurs og Norddjurs kommuner. - UU Djursland har vejledningsansvaret for unge fra 6. klasse i grundskolen og op til det 25 år. - Vejlederne hjælper blandt andet unge, som er i tvivl om deres uddannelsesplaner, har spørgsmål om SU, søger oplysninger om at arbejde eller studie i udlandet, mangler ansøgningsskemaer mv. - Læs mere på www.uu-djursland.dk.

Publiceret 23 January 2009 11:15