Økonomen Henrik Friis får egen indgang til Klinik Djurs fra passagen mellem Hovedgaden og Birkevej.

Økonomen Henrik Friis får egen indgang til Klinik Djurs fra passagen mellem Hovedgaden og Birkevej.

Når økonomi gør ondt på sjælen

Klinik Djurs i Rønde åbner 1. februar og har en økonom og økonomiske samtaler med i viften af alternative behandlingstilbud.

Af
Af Martin Schultz

Finanskrisen kradser og det kan gøre ondt i økonomien i både virksomheder og hos private. En dårlig økonomi kan forpeste humøret og i værste fald gøre folk syge. ”Når vi bliver syge af økonomien, går vi til lægen. Lægen behandler vore sygdom og sender os tilbage til den samme økonomi. Så kan vi blive syge igen,” siger økonom Henrik Friis. På linie med sine ni kolleger i behandlingsteamet i Klinik Djurs på Birkevej i Rønde ser han et sammenhæng imellem liv og sundhed. Mennesket skal selv aktivt og med egne ressourcer arbejde for sin sundhed. Sundhed er en mental, psykisk og fysisk helhed og de ti behandlere i Klinik Djurs vil rådgive og behandle ud fra en holistisk tankegang.

Det mentale liv hænger sammen med økonomi

Hvor Henrik Friis’ kolleger i Klinik Djurs er zoneterapeuter, læger, healere eller massører, er han uddannet cand.oecon. med stor praktisk erfaring og undervisningskompetence i virksomhedsøkonomi og ledelse. Hans behandlingstilbud lyder på økonomiske samtaler. ”Der er en tæt gensidig forbindelse mellem vores mentale liv og vores økonomi. Næsten alle har en mulighed for at styre deres økonomi hen mod en bedre situation. Jeg kan lære metoder til at komme foran frem for hele tiden at være bagefter,” siger Henrik Friis.

Økonomiske samtaler på et menneskeligt plan

Henrik Friis bor på Friland ved Feldballe og har sin egen virksomhed, som er vant til at yde hjælp til forskellige grupper på kanten af arbejdsmarkedet. ”Mit overordnede mål er at skabe mere økonomisk frihed, både for mig selv og mine medmennesker, ” siger Henrik Friis. Han mener der er behov for hans måde at føre økonomiske samtaler på. Især i overgangen fra optur til nedtur, hvor mange mennesker i deres banker er blevet rådgivet til dispositioner, som i dag viser sig at være forkerte eller uhensigtsmæssige. ”Jeg møder mine klienter på det menneskelige plan og på deres egne præmisser i deres økonomiske situation,” siger Henrik Friis.

Publiceret 23 January 2009 16:25