Krænket retsfølelse

Af
Af Finn Spangsberg Storgaard Svanesminde

Svanesmindevej 9

8420 Knebel:

Tak til Betty Højgaard for hendes beretning (http://syddjurs.lokalavisen.dk/article/20090105/ARTIKLER/) om sin ubehagelige oplevelse med bilindbrud og frustration i forhold til politiet. Jeg er helt enig med hende i, at sådan en episode krænker retsfølelsen, og det giver mig lyst til at fortælle en lille historie, som jeg selv oplevede for en del år siden.
Jeg stod i en telefonboks (det var dengang) på Store Torv ved domkirken i Århus og ringede til min mor. Så kom der en stor kleppert, som åbnede døren og kort og godt bad mig om at forsvinde, for han skulle bruge telefonen. Jeg sagde, at han måtte vente, til jeg var færdig, hvorpå han halede mig udenfor og langede mig én på tuden, så jeg røg flere meter hen ad asfalten. Han vendte sig mod telefonboksen, jeg fik mig stablet på benene med blødende næse og kunne ikke dy mig for at give ham et føleligt los i røven. Så var fanden løs igen, han efter mig - men selvom mange mennesker var gået forbi, var der alligevel et par stykker, som standsede op, og en af dem råbte til mig, at han godt ville vidne, hvis det blev aktuelt. Nu luskede voldsmanden af, og det heltemodige vidne gav mig sit kort. Jeg var fast besluttet på, at det skulle blive aktuelt, så jeg gik med klud for næsen hen til ostehandleren i Borgporten og ringede til politiet. Kort efter ankom en politibil. Betjentene tog mig ind i bilen og forklarede mig, at det ikke nyttede noget at få fat på gerningsmanden, for hvis jeg ikke engang havde brækket næsen, var der alligevel ikke noget at komme efter i retten. Jeg fastholdt, at de da i det mindste måtte sige noget til ham, og faktisk stod han henne ved pølsevognen og gnaskede nonchelant på en pølse. De lovede så at give ham en advarsel. - Dengang var jeg også frustreret oven i choket og den smertende næse. I sådan en situation føler man sig virkelig ladt i stikken og uden det retsgrundlag, som man troede var en selvfølge i lille Danmark. Jeg har siden da fået genoplivet den følelse i en anden slags sag i forhold til politiet, og jeg vil tro, at mange mennesker har oplevet noget lignende. Skal vi blive ved med at finde os i det?"

http://syddjurs.lokalavisen.dk/article/20090105/ARTIKLER/

Publiceret 16 January 2009 10:33