"Kom igennem sorgen og lev videre," lød Søren Hansens budskab, da han før jul appellerede til mennesker i en moden alder, der måske er alene og derfor savner selskab, om at henvende sig med henblik på at få dannet et uformelt mødested. I løbet af en lille måned har det foreløbig givet 72 henvendelser.

Søren Hansen har fået hele 72 henvendelser

Den tidligere socialdemokratiske kulturordfører i Folketinget har oplevet en opsigtsvækkende stor interesse til sit forslag om at etablere et mødested på Djursland for modne mennesker, der er blevet alene.

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Hvem vil være med til at etablere et mødested for modne mennesker over 40-50 års alderen som er alene og som stadig har mod på at få noget ud af livet," spurgte Søren Hansen, Hvilsager, før jul i Lokalaviserne og Adresseavisen Syddjurs.
Det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem mistede for godt et år siden kone, og smerten ved at være alene med sin sorg fik ham til at reagere.
"Jeg er helt overvældet, 72 mennesker har kontaktet mig i løbet af en lille måneds tid og fortalt mig, at de gerne vil være med til at etablere et mødested for modne mennesker, der er interesseret i kunst og kultur og som gerne vil have nogle andre at dele interessen med," siger Søren Hansen, 66

Mange har takket

"Jeg havde et håb om, at det måske kunne lade sig gøre at samle en lille kreds af interesserede, men 72 henvendelser er da helt vildt. Det viser bare, at behovet har været der," konstaterer Søren Hansen.
Man mærker tydeligvis, at optimismen og glæden igen har fået overtaget hos ham.
"Der er blevet både grinet og grædt i telefonen i den sidste måned, og det har været næsten rørende at lytte til mennesker, som man ikke kender endnu, takke en for initiativet.

Møde på Rosenholm Slot

En lille kreds af de mange interesserede har allerede mødtes og snakket om, hvordan Mødestedet, som indtil videre bliver kredsens navn, kan organiseres.
"Vi danner ikke en forening, for det er for besværligt, men jeg vil gerne være en slags tovholder, og så ser vi, hvordan det spænder af efter de første møder," forklarer Søren Hansen.
Søndag 1. marts foregår det første arrangement i Mødestedet på Rosenholm Slot, hvor programmet byder på en rundvisning på det prægtige renæssanceslot, kaffebord og et par sange fra den danske sangskat.
"Vi havde ellers undersøgt mulighederne for, at koncertpianisten Jørgen Thomsen kunne have spillet klassiske værker, men det lod sig ikke gøre. Det bliver derimod aktuelt ved et senere arrangement på Gammel Estrup," lover en glad og opstemt Søren Hansen, som ser frem til at mødes med hele kredsen af interesserede. Flere kan komme til, hvis de kontakter ham telefonisk.
"Af de 72 interesserede er der kun seks mænd, så der må sidde mange mænd i samme situation som mig selv, der måske bare trænger til at få et vink for at blive en del af Mødestedet," siger det tidligere folketingsmedlem.

Publiceret 10 January 2009 23:05