Alle er velkomne til at deltage i debatten på Europahøjskolen på Kalø.

Alle er velkomne til at deltage i debatten på Europahøjskolen på Kalø.

Finanskrisen til debat på Kalø

Et særdeles stærkt besat panel af økonomiske eksperter diskuterer finanskrisen på Europahøjskolen på Kalø næste mandag.

Af
Af Martin Schultz

Har man lyst eller brug for at vide, hvad den internationale finanskrise er for en størrelse, og hvilke konsekvenser den kan have også for danskerne, er det med at møde op på Europahøjskolen på Kalø mandag 12. december kl. 19. Her har Europahøjskolen samlet et særdeles kyndigt debatpanel. Det bliver næsten ikke til at komme frem for professorer og økonomiske eksperter, som med hinanden og med publikum skal diskutere finanskrisen. Blandt deltagerne er professor Martin Paldam, Aarhus Universitet, tidligere overvismand og professor Claus Vastrup, Aarhus Universitet, direktør for den liberale tænketank CEPOS, Martin Ågerup, lektor Mogens Ove Madsen, Aalborg Universitet, tidligere formand for Velfærdskommissionen og professor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, og professor Hans Aage, Roskilde Universitet.

Europahøjskolen inviterer borgerne med

Under ledelse af ordstyrer og forstander Erik Boel skal panelet diskutere emner som for eksempel: Hvad er finanskrisen? Hvorfor opstår den? Hvor længe varer den? Hvad har sådan en krise af konsekvenser og er der nogen umiddelbare løsninger på den? Med det offentlige arrangement giver Europahøjskolen endnu engang også de lokale borgere mulighed for at møde nogle af landets førende eksperter indenfor et varmt aktuelt emne. ”På Europahøjskolen nærer vi en enorm interesse for aktuelle problemstillinger og dybdegående debat. Derfor er det oplagt, at vi lægger hus til en diskussion af netop denne store krise,” siger forstander Erik Boel. Alle er velkomne og der er fri entré til debatarrangementet.

Publiceret 04 January 2009 11:24