Dan E. Föh har ledererfaring fra det private erhvervsliv. Den erfaring har det været svært at overføre til en håndboldbestyrelse bestående af frivillige ledere, og derfor stopper Föh som håndboldformand i IF Midtdjurs efter blot et års virke.

Dan E. Föh har ledererfaring fra det private erhvervsliv. Den erfaring har det været svært at overføre til en håndboldbestyrelse bestående af frivillige ledere, og derfor stopper Föh som håndboldformand i IF Midtdjurs efter blot et års virke.

IF Midtdjurs skal igen have ny håndboldformand

Dan E. Föh stopper ved forårets generalforsamling.

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Det er er korrekt, at jeg stopper som håndboldformand i IF Midtdjurs på generalforsamlingen 18. februar," siger Dan E. Föh, 64.
Han kom ellers til "from out of nowhere" sidste år, hvor håndboldafdelingen stod uden formand og måtte ty til en ekstraordinær generalforsamling for at få bestyrelsen på plads.
Efter den ekstraordinære generalforsamling sagde Dan E. Föh, som tilbage i 80'erne også var håndboldformand i IF Midtdjurs, at han gerne ville gøre en indsats på formandsposten i en række år.
"Det var også mit mål, men jeg må erkende, at jeg har en anden opfattelse af bestyrelsesarbejdet end nogle af mine kolleger. En bestyrelse skal træffe beslutninger og ikke spilde tid på småting, som hvilken trøjefarve klubbens hold skal optræde i. Det fremgår jo allerede af vedtægterne," siger Dan E. Föh.


Tror ikke på bedre tider

Dan E. Föh glæder sig over, at håndboldafdelingens medlemstal er støt voksende og lige nu ligger på 125 registrerede medlemmer.
"Der har været flere, blandt andet i hovedafdelingens forretningsudvalg, som har appelleret til mig om at blive, men min beslutning er definitiv. En demokratisk valgt bestyrelse skal træffe beslutninger, være synlig og udstikke rammer, og det skal der være opbakning til hos alle, men det har jeg ikke oplevet, og jeg har ingen tro på, at det vil kunne lykkes mig at ændre på forholdene. Derfor er det bedst, at jeg stopper," siger Föh, der har tænkt sig at uddybe på generalforsamlingen, hvordan han ser håndboldafdelingens nuværende situation, og hvad der efter hans mening bør være ledetråden og arbejdsområderne for en folkevalgt bestyrelse i en idrætsforening.

Publiceret 01 January 2009 15:11