Lars Møller

Lars Møller

Debat: Det nytter at skrive et høringssvar

"Der er kommet færre høringssvar ind til budget 2021 i forhold til spare budgettet i 2019, hvilket jo nok skyldes, at vi nu lægger godt til på både serviceniveau og anlæg frem for at skære ned.

Men de høringssvar, der er kommet er blevet læst og har haft indflydelse på de ændringer, der er kommet på det endelige budget, i forhold til det der blev sendt i høring.

Jeg vil gerne sige tak for de høringssvar, der er kommet på Voksen og Plejeudvalgets (VPUs) område. De har været både positive, kritiske, konstruktive og oplysende. Tak til Ældreråd, Handicapråd, Frivilligråd, beboerråd, pårørenderåd samt medarbejdere via deres område- og lokaludvalg. Også tak til de borgere og medarbejdere der har kontaktet mig direkte.

Når vi nu skal til at udmønte budgetforbedringerne, i VPU, med øget normering på ældre- og socialområdet, øget rengøring, lidt flere sundhedstiltag, øget ledsagelse og ferie til vores mest udsatte borgere, så vil jeg have alle høringssvarene liggende foran mig. For de giver nemlig også nogle gode bud på hvordan vi klogest udmønter forbedringerne. Der bydes også ind med gode tanker til vores kommende, store investering, i et nyt hjerneskadecenter.

Selvom det er en politisk opgave for VPU at udmønte budgetforbedringerne, så skal vi da tage imod medarbejdernes tilbud, om at bidrage til denne udmøntning, med åbne arme. Om der er en måde hvorpå vi kan gøre dette mere aktivt oveni den sædvanlige involvering, med høring i medarbejdernes faglige organer, er værd at undersøge. Jeg vil tage dette op med mine kolleger i udvalget.

Så det nytter at skrive et høringssvar! Og tak til alle der har gjort det."

Publiceret 09 October 2020 10:03