Debat:

Djursland erhvervsskoler får 1.400.000 kr. i udkantstilskud

Af
Af Anne-Mette Winther Christiansen MF (Venstre) opstillet i Djurskredsen:

"Regeringen har nu sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance udarbejdet en model for at sikre et bredt og varieret tilbud af erhvervsrettet uddannelse i landets udkantsområder samt ligestilling på tværs af institutioner.

De områder af landet, der har en lavere befolkningstæthed skal altså kompenseres gennem et nyt tilskud til udkantsområderne, og det giver Djursland erhvervsskoler et tilskud på hele 1,4 millioner kr. i 2010.

Som uddannelsesordfører, men også som borger i netop ét af landets udkantsområder, er det mig en stor glæde, at vi nu har fået modellen for udkantstilskud til institutioner med erhvervsrettet uddannelse på plads.

Vi baserer udkantstilskuddet på objektive kriterier som befolkningstæthed og udviklingen i antallet af unge i alderen 15-24 år. På grund af det begrænsede elevgrundlag på Djursland går vi derfor nu ind og styrker det økonomiske grundlag med 1,4 millioner kroner i 2010. Det gør vi ud fra rationalet, at det er dyrere at opretholde udbud i netop et område som Djursland, end det er i eksempelvis København eller Århus, grundet det lavere befolkningsgrundlag på Djursland.

Den nye udkantsmodel forventes at omfatte hele 24 udbudssteder, og det glæder mig at se, at vi formår at hjælpe de områder, der lever under nogle lidt andre, og til tider sværere, vilkår end de store byer. Den nye model skal altså bidrage til, at vi ikke kun skaber, men også fastholder uddannelsestilbud i udkantsområderne og det er gode nyheder for Djursland."

Publiceret 03 October 2009 10:11