Debat:

Et kedeligt rundt hjørne

Af
Af Torben Hansen

MF(S) Arbejdsmarkedsordfører Randers:

"Så rundede arbejdsløsheden i Danmark det første rigtig skarpe hjørne med over 100.000 ledige. De nye ledighedstal er meget alvorlige og med en betydeligt større stigning end mange økonomer havde forudset. Derfor må og skal der gøres noget, så vi kan få bugt med ledighedstallenes himmelflugt. I modsætning til regeringen som fortsat nøler over for den stigende arbejdsløshed, har socialdemokraterne en plan for at få ledighedstallene nedad. Socialdemokratiet vil gennemføre en vækstpakke med vægt på offentlige investeringer i boligrenovering, skoler, daginstitutioner, ældreinstitutioner samt i investeringer i kollektiv trafik. Den bedste måde at bekæmpe økonomisk krise og arbejdsløshed på, er gennem offentlige investeringer, der både betyder sikkerhed og arbejde til tusinder, men som også fremtidssikrer Danmark til økonomisk vækst igen. En af vejene til både at bekæmpe krisen samt at fremtidssikre Danmark, er uddannelse. Frem mod 2018 vil Danmark komme til mangle 140.000 faglærte og mellemuddannede og denne uheldige udvikling skal der tages hånd om allerede nu. Socialdemokratiet ønsker at 30.000 ledige over de næste tre år skal kunne tage en uddannelse på højeste dagpengesats. Midlerne skal målrettes områder, hvor der er og vil komme mangel på arbejdskraft fx folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog, social-rådgiver og ingeniør. Endvidere skal voksenlærlingeordningen forbedres, så flere ufaglærte får mulighed for at tage en uddannelse. Det gør det dog ikke alene. Der skal også være tilbud om uddannelse ved arbejdsfordeling og hvis man er over 25 år skal man kunne færdiggøre folkeskole eller tage en ungdomsuddannelse på dagpenge. Det vil være til glæde både for den enkelte og for hele det danske samfund, både nu og i fremtiden."


Publiceret 13 August 2009 10:08