Halballernes mestre gør comeback i Grenaa

McKinleys skal på vejen igen - og første stop er Grenaa Bowlingcenter.

Artiklens øverste billede
McKinleys i 2022-udgaven med Jan Grau i den vokale forgrund. Pressebillede

Aalborg-bandet McKinleys var toppen af poppen, når der skulle lokkes til bal på den lokale kro eller idrætshal i 1970’erne. Ikke mindst på Djursland, hvor McKinleys havde et stort publikum og på månedsbasis kunne opleves i Skovpavillonen i Ebeltoft, men også på spillesteder i Kolind, Rønde og Ryomgård.

Kroejere havde gode tider og mange idrætsforeninger tjente en god skilling til klubkassen, når der stod McKinleys på plakaten. Og det gjorde der tit.

Nu skal de på landevejen igen - og første stop er Grenaa, hvor McKinleys i 2022-udgaven kan opleves i Grenaa Bowlingcenter fredag 1. april.

Det er Grenaa Old Boys og det lokale bowlingcenter, der er gået sammen om en aften, hvor der bliver rig lejlighed til at lytte til nye og gamle sange med gruppen.

Aftenen indledes og sluttes af med den populære lokale spillemand Allan Aabenhuus, der nok forstår at sætte gang i en fest med sin gode sangstemme og evner ved keyboardet.

Flotte vokaler

De gode - faktisk imponerende - sangstemmer var også McKinleys varemærke. Der blev øvet, øvet og øvet til stemmerne sad i skabet. Find lige et orkester, der uden problemer fik hele Queens ”Bohemian Rhapsody” ud gennem højttalerne - eller fik et balpublikum til at få interesse for bands som engelske City Boy eller australske Little River Band.

Dengang var mediedækningen sådan, at man helst skulle have base i hovedstaden for at fænge interessen især hos Danmarks Radio, men takket være hårdt arbejde, lykkedes det Aalborg-gutterne at gøre opmærksom på sig selv i en større og større kreds.

I 1975 fik McKinleys deres første hitliste placering som nummer 7 på Tipparaden med singlen ”Let’s Hang On”. Albummet ”McKinleys” fra 1977 solgte mere end 20.000 eksemplarer, singlen ”Elenore” hittede med en flot 3. plads og McKinleys debuterede på tv med Dirty Tricks i Dan Turrels og Edmont Jensens legendariske musikprogram Derudaf.

McKinleys i Stuk-studiet vest for Aalborg i 1978. Siddende er det forsanger Jan Grau, og stående fra venstre Calle Nielsen, producer Nils Henriksen, Ivan Pedersen, Henning Hansen og Peter Kristoffersen. To af medlemmerne er døde alt for tidligt - Calle Nielsen i 2007 og Peter Kristoffersen i 2021. Pressebillede

Der var flotte anmeldelser og stor interesse fra udlandet, da albummet ”Ballroom Heroes” kom på gaden. I 1978 turnerede McKinleys i Sverige, Norge og Tyskland. En koncert i London for 2.000 mennesker i Empire Ballroom på Leicester Square var højdepunktet på en turne til England. Med opsamlingsalbummet ” New Shoes For The Old Suit ” solgte McKinleys mere end 25.000 eksemplarer og fik en velfortjent sølvplade, inden de spillede deres sidste job på Daddy’s Dance Hall nytårsaften i 1979.

Dannet i 1966

Bandet blev dannet helt tilbage i 1966, og varemærket er nu som før gennemarbejdede, flerstemmige vokal­arran­ge­men­ter med inspiration fra verdensnavne som Beach Boys, Queen og Eagles.

Jeg håber selvfølgelig på, at publikum vil tage lige så godt imod de fire nye indspilninger, som de har modtaget alle tidligere. I løbet af corona-nedlukningen har jeg fortalt lidt om McKinleys på de sociale medier og blandt andet i Radio Djursland. Og derfor ved jeg, at der findes folk derude, som stadigvæk husker os

Jan Grau

En sådan vokalside høres kun sjældent på den danske musikscene. Alle seks bandmedlemmer bidrager til vokalarbejdet med veteranen Jan Grau – medlem siden 1968 - som den selvfølgelige frontfigur.

I 2022-udgaven er McKinleys klar med to spritnye indspilninger og to genindspilninger af tidligere pladehits - for McKinleys har en glorværdig pladekarriere bag sig.

»Det begyndte i 1972. Det år debuterede vi på vinyl med sangen ”Song Of My Friends”. Året efter, i 1973, udgav vi albummet ”Pick Up Passion”,« fortæller Jan Grau.

Siden gik det slag i slag med otte singleplader og fem albums, der udkom i perioden 1973-1980. Mere end 50.000 solgte plader er det blevet til. Topsælgeren var opsamlings-albummet ”New Shoes For The Old Suit” fra 1979 med 25.000 eksemplarer.

Jan Grau har nu samlet et nyt McKinleys og er klar til at gå på scenen fredag 1. april i Grenaa Bowlingcenter. Pressebillede

»Jeg håber selvfølgelig på, at publikum vil tage lige så godt imod de fire nye indspilninger, som de har modtaget alle tidligere. I løbet af corona-nedlukningen har jeg fortalt lidt om McKinleys på de sociale medier og blandt andet i Radio Djursland. Og derfor ved jeg, at der findes folk derude, som stadigvæk husker os. Vi glæder os meget til at møde dem igen i 2022,« siger Jan Grau som lørdag 5. februar klokken 17 atter kan opleves i Radio Djursland, hvor han igen er musikalsk gæst og fortæller om sit liv.

Nye sange

De to nye numre er ”Motown” skrevet af Steen Christensen fra Dodo & The Dodos, Ivan Pedersen samt Mogens Binderup samt ”Can’t Stop Dreamin’ ” skrevet af Morten Dybdahl. De to genindspilninger er: ”Let’s Hang On” (The Four Seasons 1965) og Ivan Pedersens sang fra 1982 ”Ta’ Mig”.

Ivan Pedersen var blandt stifterne af McKinleys. Han har som bekendt skabt sig sin egen imponerende karriere inden for populærmusikken, siden han forlod trommerne i McKinleys i 1980.

Det oprindelige McKinleys holdt for første gang pause for over 40 år siden, men blev gendannet i 2004 og spillede over alt i Danmark til udsolgte halballer frem til 2019. I den periode blev det også til nye pladeudgivelser: I 2009 blev nummeret ”Love On The Moon” sendt på gaden sammen med tre andre numre: ”Hannah”, ”Elenore” og ”Dirty Tricks”. Orkesterets 50-års jubilæum blev fejret i 2016 med et kæmpebal i Vejgårdhallen i Aalborg.

»Nu skriver vi 2022 og der er gået et par år, hvor der har været stille omkring McKinleys - men jeg er på ingen måde færdig med konceptet, fastslår Jan Grau, der på det seneste har fundet en god veninde i Feldballe og på den måde har fået en tættere tilknytning til Djursland.

Det er lykkedes Jan Grau at finde en flok dygtige musikere, der deler hans glæde ved den pop-, rock- og discomusik, som udgør McKinleys-repertoiret.

Besætningen anno 2022 er: Jan Grau, sang, John Ellekrog, guitar, sang, Anders Krone Heinze, bas, sang, Jørn Gammelby, guitar, sang, Kenneth Tække, keyboards, sang og Bo Berg, trommer.


Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.