Kirstine fra Fladstrup var Guds sendebud i Kina

Det er vildt at forestille sig, at en kvinde fra Fladstrup ved Grenaa, Kirstine Pallesen, i 1907 som en af de første kvindemissionærer rejste til Manchuriet i det nordlige Kina, hvor hun gennem 13 år af sit liv fulgte hvad hun mente var ”et kald fra Gud”.

Nu har en af hendes slægtninge, Mona Dalkær Jacobsen, efter 10 års skrivearbejde udgivet en moppedreng af en bog, hvor hun over 541 sider beskriver sin mors fasters spændende liv. Titlen er ”Himmelveje - i de snørede fødders land”.

»Vi har haft vores barndom på den samme gård - slægtsgården Dalkær i landsbyen Fladstrup. Her voksede hun op i en familie, hvor den kristne tro i flere generationer var det bærende religiøse fundament,« fortæller Mona.

Som barn elskede hun at gå op på loftet på gården og kigge i de mange kasser med breve og andet godt. Billeder, breve, gamle postkort, stilehæfter, attester, bøger og meget mere gemte på spændende oplevelser, som nok var værd at vide noget mere om. Og der blev sat yderligere skub i interessen, da man i forbindelse med byggeriet af et nyt stuehus i 2004 blev fundet flere kasser med gamle breve fra Kina.

»Når jeg som barn kom derop, kunne jeg ikke lade være med at kigge i alle kasserne, og deraf udsprang min interesse for slægtshistorie og ikke mindst for Kirstine Pallesens forunderlige liv.

Kirstine var den næstældste af Monas morfars fem søstre. Hun blev født 4. oktober 1877 og blev døbt i Lyngby Kirke. På sin 14 års fødselsdag i oktober 1891 blev hun konfirmeret i Albøge Kirke.

I den kristne missions tjeneste

»Kirstine drømte ikke om mand og børn, men om en opgave i den kristne missions tjeneste, og kombineret med en stor eventyrlyst, havde hun mod på at udfordre livet, hvilket også lykkedes for hende i rigt mål. Endnu var ligestilling mellem kønnene et ukendt begreb, eftersom danske kvinder først fik valg- og stemmeret i 1915. Kirstine brød dog ud af det traditionelle mandsdominerede samfund og skabte sig en selvstændig tilværelse, som var ganske anderledes end det liv, som flertallet af danske kvinder oplevede. Hun fulgte sit eget personlige ”kald” og hermed beviste hun, at en dygtig kvinde kunne nå sine mål ved at udvise viljestyrke og mod. Ydermere havde hun en urokkelig tro på, at Gud ville følge hende på hendes rejse jorden rundt - en ganske usædvanlig præstation for en ung kvinde i begyndelsen af 1900-tallet,« siger Mona.

I 1899 uddannede Kirstine sig i sygepleje og fødselshjælp på Diakonissestiftelsen i København, og på sin 30 års fødselsdag i 1907 rejste hun til Manchuriet i Nordkina - en rejse , som gik via Suez-kanalen og med den transsibiriske jernbane. Her tilbragte hun 13 år blandt sårbare kvinder og børn og blev en af de første danske kvindemissionærer for Dansk Missionsselskab.

Mona Dalkær Jacobsens arbejdsliv har været på plejehjem i Lyngby, Ginnerup og Kolind, hvor hun har arbejdet med genoptræning af ældre, og da hun gik i gang med bogen var hendes eneste erfaring med den litterære verden, at hun på et tidspunkt havde hjulpet sin far med at få renskrevet erindringer om et landmandsliv i Kolindsund.

Ti års arbejde

»Det har taget mig ti år at få skrevet bogen. Ikke sådan at forstå, at jeg har siddet og skrevet hver eneste dag, men det har været et kæmpe arbejde. Jeg tror, at jeg som research har læst over 200 bøger - flere af dem med gotisk skrift - men hele processen har været så spændende, at jeg ikke ville være den foruden,« siger Mona.

Hun kan træffes i Grenaa Boghandel søndag 4. juni fra klokken 11-15, hvor hun fortæller om tilblivelsen af bogen. Den er udgivet på forlaget Bogform, som dog siden udgivelsen er lukket, så den kan ikke længere købes på forlagets hjemmeside, men naturligvis i Grenaa Boghandel og alle danske boghandler og i Papirgården i Grenaa.

Til efteråret åbner der på Museum Østjylland i Grenaa en udstilling om Kirstine Pallesens liv. Hendes 13 år i Kina blev afbrudt af en nødvendig hjemrejse i utide midt i forløbet, for Kirstine fik blindtarmsbetændelse og måtte hjem for at blive opereret og rekreation efter operationen. dengang var blindtarmsbetændelse en livstruende sygdom.

Historisk dokument

Bogen er et historisk dokument, og set med Kirstines øjne, opleves Kinas historiske, kulturelle og religiøse verden på både godt og ondt. Her fortælles om den grusomme kvindeundertrykkelse såvel som om misbrug og afhængighed. De kinesiske traditioner og skikke, såsom snøring af fødder, opiumens fortrædeligheder, men også om landets forskellige religioner og højtider eksempelvis nytår, bryllup og begravelse giver et indblik i en kultur og en religion, som er vidt forskellig fra den vestlige verden.

Det kinesiske kejserdømmes fald, en ny regeringsform eller mangel på samme, og hvordan dette skelsættende forløb påvirker den almindelige kinesiske befolkning bliver beskrevet ud fra Kirstines synsvinkel. Den verdensomspændende pandemi, ”den spanske syge” hærgede og omtales også i selskab med adskillige andre alvorlige sygdomme. 

Yderligere indgår der oplevelser i forbindelse med den russiske revolution, en rejse med Den Transsibiriske Jernbane under Første Verdenskrig, sejlads gennem Suez- og Panamakanalen samt utallige ture i det smukke, men barske landskab, som Manchuriet består af.

Eventyrlysten kvinde

Der er beskrivelse af Kirstines ophold i større byer, blandt andet i Harbin, som siden blev venskabsby for Aarhus, men handlingen foregår også ude på landet, hvor lokalbefolkningen optræder i både sorg og glæde. Sammen med Kirstine sejles der med junke på de store floder, blandt andet Yalufloden og en klatretur til toppen af det høje Takushanbjerg vidner om, at hun var en eventyrlysten kvinde, der ikke gik af vejen for spændende oplevelser. 

»Nu vendte kvinderne blikket mod nord og vest, hvor den store, flade og grønne slette bredte sig. Området var frodigt med majs, hirse samt hist og her den mindre majestætiske ris. I det fjerne blev sletten begrænset af et højdedrag, halvøens rygrad, som strakte sig på langs gennem Liavdung halvøen fra sydvest mod nordøst. Bjergtinderne her var sneklædte hele året rundt.- Hvor kunne jeg unde min far denne oplevelse, tænkte Kirstine. Hidtil havde ”Homåbakken” i Fladstrup givet en følelse af udsyn og overblik, men nu hvor hun stod på Takushanbjerget, blev det hjemlige ”bjerg” så lille og uanselig.«

I modsætning til ovenstående, indeholder bogen også mange grusomme beskrivelser, som giver grobund for eftertanke og samtidig medvirker til at føle en dyb taknemlighed over at være født i et lille, trygt land som Danmark, hvor den kristne kulturarv gennem generationer har dannet grundlag for vores sociale velfærdssamfund. 

»Nogle steder var der opstillet ”børnetårne”; murede tårne med en åbning i siden, hvor man i nattens mulm og mørke kunne smide nyfødte pigebørn ind, såvel levende som døde. Små levende babyers gråd og klynkende lyde, alle sammen kæmpede de for livet i det stille morgengry. Det var hjerteskærende at lytte til. Det måtte være grusomt at gå forbi sådan et tårn. Mon ikke jeg skal gøre det til en daglig vane, at gå morgentur forbi ”børnetårnet”. Måske kan jeg redde nogle af de små stakler ved at være opmærksom og lyttende? Således tænkte Kirstine, da hun hørte om den makabre skik.«

Vendte hjem til Danmark

I 1920 vendte Kirstine Pallesen permanent hjem til Danmark og arbejdede blandt andet som lærerinde i Hedensted. Senere blev hun forstander ved et tuberkulosehjem i Vamdrup. En overgang boede hun i villa ”Pax” i Kolind, før hun flyttede ind på ”Vor Frue Kloster” i Aarhus. Her havde hun den store ære at få besøg af Dronning Ingrid, og de fik sig en længere samtale om Kirstines forunderlige liv i såvel Kina som i Danmark. Kirstine Pallesen døde i 1964 og ligger begravet på ”Dalkær”s familiegravsted på Lyngby Kirkegård.

»Mit ønske og formål med bogen er blandt andet, at Kirstines liv ikke skal synke ned i ”glemslens tåger”. Hun har fortjent en ”nutidens stemme”, en påskønnelse for hendes virke blandt de sårbare kinesiske kvinder og børn, som hun mødte på sin vej. En taknemmelighed for hendes engagement, men samtidig også en hyldest denne modige danske kvinde, som turde vise andre kvinder, at hvor der er en vilje, er der en vej. Jeg husker hende som en aldrende dame, omsorgsfuld og kærlig, en ”Faster Kina”, som vi kaldte hende, der altid havde vi børns ve og vel for øje. Jeg kunne mærke, at hun var omgærdet af stor respekt af såvel familiemedlemmer som af hendes omfangsrige bekendtskabskreds. Mit håb er, at læseren mellem linjerne kan fornemme familiens stolthed, beundring og kærlighed til hende. For alle os, der kendte ”Faster Kina”, var hun en modig heltinde, som blev en lille brik i et stort og historisk tidsbillede. En kristen dansk kvinde, som formåede at sætte et aftryk i det kæmpemæssige land, Kina, som i dag har mange millioner kristne indbyggere,« siger Mona.

Hun har sendt et eksemplar til dronning Margrethe - og har modtaget en takkeskrivelse fra Amalienborg.