Slut med delte vande på Museum Østjylland
Det bliver et festligt farvel til populær særudstilling om Kolindsund.
Alt godt får en ende, og nu er det ved at lakke mod enden for særudstillingen ”Kolindsund – søen, der deler vandene” på Museum Østjylland i Grenaa.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra museet.
Museet byder i den anledning på fortællinger og bobler fredag 26. maj ved fyraftenstid.
Det bliver en anderledes omvisning, når tilrettelæggerne bag udstillingen, Rikke Alsbjerg Schøning og Tina Bjerregaard, for sidste gang vil fortælle om Kolindsund. Denne eftermiddag vil de to museumsinspektører nemlig også gerne høre omvisningens mange gæsters historier om det omdebatterede sund.
Kolindsund er hyppigt debatteret især i de lokale medier. Og det er et emne, der virkelig kan vække følelser hos mange djurslændinge. Det var udstillingens tilrettelæggere også helt bevidste om, da de kastede sig ud i arbejdet med udstillingen.
»Vi har hele vejen igennem været klar over, at det kunne være et kontroversielt emne at tage op i en udstilling, især fordi vi gerne ville lave en aktualitetsudstilling med mange perspektiver på problematikkerne,« fortæller museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning.
Udstillingen handler blandt andet om store emner som værdifulde kulturlandskaber, om skiftende natursyn, om klimaforandringernes konsekvenser og om de værdier, samfundet prioriterer – nu og i fremtiden. Det var derfor ikke helt enkelt for udstillingens to tilrettelæggere at koge det ned til en udstilling.
»Vi har lært rigtigt meget undervejs, da vi måtte sætte os ind i emner, der for os historikere måske ikke ligger lige til højrebenet,« siger museumsinspektør Tina Bjerregaard.
Og selvom udstillingen slutter, vil interessen stadig være hos Museum Østjylland.
»Kolindsund er et emne, som vi altid vil vende tilbage til, fordi sundet jo fylder så meget hos rigtig mange mennesker, og det fylder i Djurslands historie,« forklarer siger Rikke Alsbjerg Schøning.
sø