Der gror ikke mos på en rullesten - heller ikke i Rosmus
Rock I Rusk, den årlige festival for Ungdomsskolebands og Musikskoler i lokalområdet, er nået til nummer 41 i rækken.
Sommerfugle i maven og bankende hjerter!
Sådan har de fleste bands, der har trådt op den store scene på Rosmus Skole, haft det i ugerne og dagene op til Rock i Rusk. Det er her, at de har fået deres ilddåb. For første gang spillet live foran et stort publikum, velsagtens nær 1.000 mennesker.
Den årlige festival for ungdomsskolebands og musikskoler i området, løber lørdag 13. maj af stablen for imponerende 41. gang.
Festivalen har efterhånden så mange år på bagen, at der hvert år kommer forældre, som i deres unge dage selv har spillet i et ungdomsskoleband og kysset første gang, og som nu atter er til festival for at høre og se deres egne børn give den gas på scenen.
Rock I Rusk er på den måde også blevet til en ’gammel elev- fest’.
Rock i Rusk er mest for de unge, men alle er velkomne, også bedsteforældre og mindre søskende.
Rock I Rusks Venner
Musikfestivalen startede i 1981 som et sammenrend af nogle få bands fra Rosmus Ungdomsskole og Solbjerg Ungdomsskole.
Siden har festivalen vokset sig større og stærkere.
Rosmus Ungdomsskole blev til Syddjurs Ungdomsskole og senere UngSyddjurs.
Nu har ungdomsskolen overladt roret til en frivillig forening, Rock I Rusks Venner, med egen bestyrelse i tæt samarbejde med UngSyddjurs og Rosmus Skole.
Det er stadig formålet med Rock i Rusk at danne et rum, hvor unge musikere kan joine hinanden og spille deres musik.
Bestyrelsen håber, at 14 – 16 bands samles på lørdag i Rosmus Skoles lokaler og spiller musik fra den store scene, som er indrettet med professionelt lys- og lydudstyr.
I løbet af dagen er flere af skolen undervisningslokaler åbne for forskellige aktiviteter, som især UngSyddjurs står for.
»Vi forventer 500 til 800 gæster vil lægge vejen forbi. Rock i Rusk er mest for de unge, men alle er velkomne, også bedsteforældre og mindre søskende. Og det hele hjælpes på vej af de mange frivillige,« siger Finn Harding Sørensen, formand for Rock i Rusks Venner.
Ameli Dot på scenen
Rock i Rusk holder fast i traditionerne. Således er en gruppe af de lokale medlemmer af ungdomsklubben igen i år på scenen, hvor de leverer et flot modeshow, som de selv har skabt. Og selvfølgelig akkompagneret af livemusik.
Efter modeshowet overtager et kendt, professionelt navn scenen. Det er ingen ringere end unge Ameli Dot, der sammensmelter soul og indiepop på en melodiøs og til tider overraskende og eksperimenterede måde.
Ameli Dot udgav debutsinglen ’Hanging With Myself’ i 2022, og den rykkede fluks hos mange.
Sangen gik nummer et på den danske airplaychart og var derfor – i en lang periode – den mest spillede sang i dansk radio.
Seneste udspil fra unge Dot er singlen ’Drunk’ som udkom i september 2022.
Hun kigger til Rosmus sammen med sit band og sit indtil nu beskedne bagkatalog af sange, som hun er i fuld gang med at udbygge.
Gobs kommer også
I løbet af eftermiddagen kommer også solisten, sangeren og rapperen Victor Gaardboe, kendt under kunstnernavnet Gobs, forbi og giver en professionel koncert. Han har allerede leveret et ørehængeralbum, ’Knuste Hjerter Heler Aldrig’.
Det sidste år har Gobs haft stor succes med sangene Stupid Man feat. Mike Lowrey & Thomas Helmig samt den første albumsingle ’Tro På Kærlighed’, som på ingen tid gik guld i Danmark - og senest nummeret ’Fire Fugle’ feat. Hjalmer.
Aftenen slutter af med diskotek for at tømme de sidste kræfter ud af de unge mennesker, inden de skal hjemover og se dyner sammen med kæresten eller videre til andre fester.
Denne del af dagen er dog forbeholdt de modne unge fra aftenklubben, dvs. fra 7. klasse og op.