Danmarks Befrielse: Alex Eisenberg in memoriam
I aften sætter mange danskere stearinlys i vinduerne for at markere den danske befrielse fra de tyske besættere den 4. maj 1945.
På denne dag er der grund til at mindes Alex Eisenberg, der boede i Sivested i 1990’erne.
Han var tyskfødt jøde (1923). Flygtede til Danmark, hvor han blev taget af tyskerne i 1943 og sad i koncentrationslejren Theresienstadt fra deportationen i oktober 1943 til befrielsen i april 1945.
(Jeg var i Theresienstadt for år tilbage - her går man rundt i andægtig tavshed)
Alex Eisenberg uddannede sig efter krigen til bibliotekar og blev senere stadsbibliotekar i Hillerød. Han udgav flere bøger om sine oplevelser under krigen.
Bl.a. den smukke ’Theresienstadt elegi’.
Jeg besøgte ham i midten af 1990’erne, hvor hans 2-3 timer lange fortællinger om tiden under 2. verdenskrig og de refleksioner om menneskeheden gjorde et uudsletteligt indtryk.
»Han er ræd, som ej tør skælve,« citerede han Peter Låle.
Sulten i koncentrationslejren beskrev han således:
»Endelig er jeg fremme. Der sjaskes en øsefuld væske ned i min hankeløse skål. Den bagvedstående skubber mig allerede til side, mens jeg grådigt tager den første slurk af den grå, tynde, intetsigende suppe. Illusionen er totalt brudt. Bare jeg dog havde gemt lidt brød. Brød hører sig til, når man spiser suppe! Og dog bevarer jeg håbet om, at der i det mindste er lidt gryn på bunden. Varsomt går jeg et par skridt ud i gården for ikke at spilde af den væske, som endnu indeholder et kosteligt håb.
Jeg går forbi nogle gamle mennesker. Af deres udstrakte hænder og håndled kan jeg se, hvor spindelvævstynde, ja, hvor sultne indtil døden de er. De holder deres skåle, som er så tunge i deres hænder, frem. Og siger: ”Junger Herr! Nehmen Sie die Suppe?”
Den ’unge herre’ er ved at synke ned i det kolde mudder af skam. Jeg ved faktisk, hvor sultne de er. At de dør af sult. Jeg er ligbærer. Vi kører dagligt rundt og henter de døde. Mest gamle. Så gennemsigtige. Så lette. Næsten uden tøj på. Jeg bærer dem ned ad de kolde stentrapper. Lægger dem på den firehjulede vogn med lad, og så trækker og skubber vi den hen til den næste, der bliver lagt ovenpå. Når vognen er fuld, leder vi den ud til krematoriet.
Ubønhørligt!
»Unge herre! Vil De ikke ha’ suppen?«