Michael Hardinger: »Jeg har aldrig spillet i et bedre band«

Michael Hardinger, 74, var med til at danne Shu-bi-dua i 1973 ved en tilfældighed.

Han arbejdede i Radiohuset på P3 som sekretær side om side med navne som Jørgen de Mylius og Hans Otto Bisgaard. På gangene mødte han en ung jurastuderende fra Tårbæk, Michael Bundesen, der var ansat ved den daværende speakertjeneste plus at han var vært på et program, ’De ville glæde mig at høre’, hvor han spillede plader målrettet det ældre publikum.

Hardinger havde på daværende tidspunkt et rigtigt popband, Passport, der spillede på Bakken og på diverse spillesteder i Aarhus. Bundesen spillede i folkband, Quacks, sammen med bl.a. radiovært Arne Myggens søn, Bent Steen.

De to Michael’er svingede stort sammen og begyndte at lave tekster til et satireprogram søndag formiddag.

En af dem, en undersættelse, af Elvis Presley sangen Jailhouse Rock kom til at hedde Fed Rock. Den indspillede de på Michael Elos, en god ven af Bundesen, båndoptager i køkkenet på et kollegie i Charlottenlund, P. Carl Petersen Kollegium.

Her boede Bundesen, af og til, og hans kammerat Jens Tage Nielsen, som havde et klaver. Han medvirkede på nummeret sammen med Hardingers Passport og med Bundesen i den vokale forgrund. Det på trods af, at Bundesen ikke havde talt takterne korrekt, og der var derfor kommet en ekstra takt med i melodien.

Dagen efter, at sangen var blevet spillet på DR, ringede pladeselskaberne for at høre, hvem der stod bag nummeret.

»Det gør jeg bl.a.,« kunne Hardinger kækt fortælle de måbende pladeselskabsfolk.

Polydor Records blev de heldige. De udgav ’Fed Rock’ i en ny version indspillet i et rigtigt pladestudie med B-siden ’Tynd Blues’ skrevet af Bundesen som skyndsomt havde spist indholdet i et askebæger for at skærpe rockstemmen.

50 år senere

Hvad der begyndte som en tilfældighed, kunne lørdag aften fejres på Fuglsøcentret. 

Har var Hardinger Band på scenen foran 1.000 begejstrede gæster. Flest i den modne aldersklasse.

Siden Fed Rock er der kommet cirka 239 numre til.

Det blev alletiders fest.

»Jeg har aldrig spillet i et bedre band, og vi er bestemt ikke færdige endnu,« lod 74-årige Michael Hardinger Deres udsendte forstå, da denne i timerne før koncerten mødtes med Hardinger og de to andre Shu-bi-dua medlemmer i Hardinger Band, den ferme bassist Kim Daugaard og forsanger Jørgen Thorup, som i sin Shu-bi-dua tid spillede primært keyboards og sang kor.

Trioen kompletteres i Hardinger Band af guitaristen B. Joe, trommeslageren Flemming Olsen og keyboardspilleren Kasper Daugaard (Ex. Lucas Graham), søn af bassisten.

Med på jubilæumsturen er også tv-lægen Peter Qvortrup Geisling som undervejs var på scenen i pænt afmålte portioner.

Nyt liv til sangene

Det er ingen hemmelighed, at Michael Hardinger sagde Shu-bi-dua farvel i 1997 og rejste til USA, fordi han og soul mate Bundesen ikke var enige om fremtiden og hvor de ønskede at bevæge Shu-bi-dua hen musikalsk.

Forsanger Bundesen havde det bedst med at fortsætte i den lidt familievenlige stil, som om intet var hændt. Hardinger ville hellere give sangene et skud tiltrængte vitaminer i form af mere rå versioner uden, at det gik ud over den bærende melodi.

Det oplever han nu med Hardinger Band. Ingen er i tvivl om, at det er de gamle Shu-bi-dua sange, men arrangementerne og afviklingen har fået et gevaldigt pift.

»Bundesen kom måske frem til samme konklusion efter, at han havde overværet en koncert med os, inden han desværre gik bort. Det skriver han jo også smukt om i sin bog,« sagde Michael Hardinger til Deres udsendte inden koncertstart.

Både Daugaard og Thorup gav på samme måde udtryk for, at Hardinger Band også har forlænget deres lyst til at spille med mange flere år endnu.

Sikke et Shu-bi-læum

Man forstod, hvorfor Michael Hardinger mener, at han aldrig har spillet i et bedre band efter lørdagens koncert.

Det var et veltunet og velforberedt band, der fra første taktslag spillede ud og godt et par timer senere takkede af efter en tur på ’Alpetoppen’.

Sangene fra ’Basuner og engle’ over ’Askepot’ til ’Tryk på’ fik en renæssance, der klædte dem og viste melodiernes slidstærke formater.

Et velsammensat potpourri blev spillet med en overlegenhed og energi, der fik folk op at stå, og et nostalgisk ’USA-trip’, som indledte andet sæt, og blev spillet uden filter med samtlige herrer siddende på rad og række, gav både gåsehud og svedperler diverse steder på kroppen. 

De blev spillet med tæft, og sågar de ellers berømte Shu-bi-dua korarrangementer havde fået ny lyd. Unge Kasper Daugaard, der er en ørn til både at spille klaviaturer og arrangere korstemmer, havde gjort sit hjemmearbejde forbilledligt..

Hans fædrene ophav spillede mod slutningen af koncerten en bassolo, som mere end bekræftede Kim Daugaards format på den firestrengede.

En rocktrommeslager som Flemming Olsen og en rockguitarist som B Joe var med til at give musikken den kant og føre den ud på de omveje, som Michael Hardinger efterlyste i 1997, og som han nu her i sin Indian summer ser udfolde sig så så smukt.

Shu-bi-dua var ikke kollegernes hitorkester i de unge år, men tiderne ændrer sig, og yngre musikere må i dag erkende, at de sange ”står printet i panden på mange”, som Peter Sommer forleden udtrykte det meget præcist i en tv-udsendelse, hvor temaet var danske sange.

15. juni markeres jubilæet med en stor udendørs tv-transmitteret hyldestkoncert på Musikkens Plads på havnefronten i Aalborg. Det er TV 2 Danmark, der sammen med Musikkens Hus står bag fejringen, som får deltagelse af en perlerække af danske artister og vært Jacob Riising.

Lørdag aften manglede vi kun Sommergryder for at få opklaret, om det pindsvin, der synges om i sangen, fortsat ikke er kørt over, men ’syyhh’ bare ligger og sover?