Kukke Smart Band på Wall of Fame sammen med Procol Harum, Tim Christensen og Simon Kvamm
Efter 35 år som festband er det vel ikke for meget, at Kukke Smart Band nu har fået plads på Fuglsøcentrets meriterende væg sammen med af væld af andre kunstnere som har lagt vejen forbi bjergene på Mols.
Kukke Smart Band vandt ikke DM i Rock i 1993 - det gjorde i stedet Dizzy Mizz Lizzy med Tim Christensen som guitarist og forsanger - men det fik nu ikke bandet til at gå op i limningen i fortvivlelse.
Kukke Smart Band startede i 1988 og kom ret hurtigt ud af øvelokalet.
Efterspørgslen efter bandet fra diskoteker og mindre spillesteder i Jylland var stor på daværende tidspunkt.
Bandet spillede således på Midtfyns Festival i 1989, men ellers var udgangspunktet for det meste Grenaa og Djursland.
»Vi spillede mere end 100 jobs forskellige steder på Djursland og var et af de mest kendte lokale amatørbands i slutningen af 80erne og starten af 90erne,« husker bassisten Mogens Qvist Frandsen.
I 80’erne var der et sprudlende musikmiljø Djursland, særligt omkring Grenaa, Rosmus og ved Molsskolen.
»Vi var mange unge bands, og det var nærmest en hel community. Vi er et af de eneste bands, der er tilbage fra den tid,« siger Mogens Qvist Frandsen ikke uden stolthed.
Han har været den gennemgående figur i bandet siden starten og var i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne en levende del af ungdomsskolemiljøet i den daværende Midtdjurs Ungdomsskole.
Det var også ham, der tog initiativ til at samle bandet igen i 2009 efter, at han var vendt tilbage til Jylland fra Djævleøen, hvor han tilbragte en række arbejdsår.
Kukke Smart Band har altid været et coverband, som har forholdt sig kongenialt til de musikalske forlæg fra andre bands, som de har haft på sætlisten ved koncerterne.
Hvad enten de er kommet fra Tina Turner, Sanne Salomonsen, Bryan Adams, Inxs, Gary Moore, Simply Red, Joe Cocker eller Toto.
Det er da overvældende at komme op at hænge ved siden af alle de store: det er jo deres musik, vi spiller
Wall of Fame
Forleden havde Mogens Qvist Frandsen, der lyder kælenavnet ’Kukke’ blandt venner og dermed er bandnavnets opståen også afsløret, samlet de øvrige medlemmer på Fuglsøcentret, hvor Kukke Smart Band er kommet op at hænge på centrets berømte Wall of Fame sammen med en lang række andre store navne, som har givet koncert på stedet i tidernes løb.
»Det er da overvældende at komme op at hænge ved siden af alle de store: det er jo deres musik, vi spiller; Ray Dee Ohh, Poul Halberg, Suzi Quatro og Dodo & The Dodos, for bare at nævne nogle af dem. Det er en stor ære, og hvis du havde spurgt mig, om vi ville komme op at hænge på den her væg for 30 år siden, ville jeg helt sikkert ikke have troet på det,« siger Mogens Qvist Frandsen på kanten til 35 års jubilæet.
Kukke Smart Band har ikke overvejet en egentlig fejring, men guitaristen Jens Christian Binow Lassen fortæller, at han da vist stadig har en flaske champagne stående fra dengang de fejrede 30 år.
Mere kræsne
I takt med at medlemmerne er kommet til skelsår og alder, har bandet skåret lidt ned på antallet af arrangementer, som de nikker ja til og skriver ind i kalenderen.
I år skal de spille til Sommerfesten i Byhallen i Kolind, på Torvet i Grenaa, og til Havnefesten i Bønnerup, hvor der sidste år mødte flere end 1000 mennesker op for at høre dem.
»Vi gider ikke længere køre land og rige rundt, og vi spiller ikke længere de der mere højtidelige koncerter, men kun de jobs, hvor vi kan få en fest med publikum. Herude på Djursland kender alle os, så det er de fedeste steder at spille. Og så er det sjovt , for de unge er med på vognen nu. De kan alle 80’er sangene,« siger forsanger Helle Fribo, der har været med i den vokale forgrund i de fleste af de 35 år.
Det samme har guitaristen og altmuligmanden ud i det musikalske, Niels Kethil Pedersen, også, mens janitsharen Hans Søren Stub Møller kun har siddet bag gryderne i de senere år. Den gamle Ørum-dreng, der kan trylle selv den bedste lyd ud af et ramponeret lydanlæg, har egentlig været med i altid alligevel - som netop lydmand.
Kukke Smart Band har et rigtigt fint forhold til Fuglsøcentret som koncertsted.
»Fuglsøcentret er et godt sted at spille. De har styr på det herude, og det er meget professionelt,« siger Mogens Qvist Frandsen, som ligesom resten af bandet aldrig har spillet på piller og coke og på sprut og galar.
Musikken har alene været drivkraften og den rigtige dope, men en enkelt bandjuice, læs Jägermeister, sniger sig dog altid indenbords før en koncert.