Højskoleforstander tilbage til Norddjurs
Carsten Holvad holder foredrag i Højskoleforeningen Kirkeligt Samfund i Grenaa.

”Hvor du sætter din fod” er titlen på et foredrag i Højskoleforeningen Kirkeligt Samfund i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa tirsdag 11. april klokken 19.30.
Dermed vender Carsten Holvad for en kort bemærkning hjem til Norddjurs, hvor han i 17 år - fra 2000-2017 - var forstander på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole. I dag er han forstander på Rude Strand Seniorhøjskole.
Foredraget er inspireret af nr. 215 i Højskolesangbogen af samme navn.
Vi sætter alle et præg, på de situationer, vi kommer i og de personer, vi er sammen med. Nelsons Mandelas citat om at forandre sig selv, før man kan forandre andre, K.E. Løgstrups citat om at holde noget af hinandens liv i vores hænder og Søren A. Kirkegaards citat om at miste fodfæste for en stund, er omdrejningspunkter i et personligt foredrag om at være med til at sætte fodaftryk.
Afslutningsvis hører man om Rude Strand Seniorhøjskole og om det at tage på højskole som senior.
Carsten Holvad har en fortid som elitehåndboldspiller i forskellige klubber og er uddannet lærer.