Shu-bi-læum for 'combifreaks', 'tissekoner' og med 'hiv og sving'
Der gror aldrig mos på en rullesten. Beviset er Hardinger Band med egen livlæge, der kan høres på Fuglsøcentret 22. april.
Hardinger Band gæster Fuglsøcentret lørdag 22. april. Koncerten er en del af den Shu*bi*læum-tour, som bandet er ude på i anledning af, at det er 50 år siden Shu-bi-dua blev dannet ved en tilfældighed, fordi Hardinger og Bundesen, der dengang begge arbejdede på P3 i Danmarks Radio og til et søndagsprogram oversatte Elvis Presleys ’Jailhouse Rock’ til ’Fed Rock’.
Nummeret blev i huj og hast indspillet på sangeren og komponisten Michael Elos - en god ven af Bundesen - båndoptager på et københavnsk kollegium, og efter søndagens optræden i et satireprogram på P3, ringede pladeselskaberne om mandagen. Resten er historie.
Medvirkende på nummeret var Hardingers daværende poporkester Passport samt Michael Bundesen og dennes kammerat Jens Tage Nielsen, der boede på det pågældende P. Carl Petersen Kollegium i Charlottenlund.
Bundesen havde lavet teksten, men havde talt forkert i takten i forhold til Elvis Presleys version. Derfor måtte trommeslager Bosse Hall Christensen kæmpe lidt med tingene, og måske var det årsagen til, at man på den første version hører et askebæger, der falder ned fra hans stortromme.
Læge med
Hele Danmarks TV-læge Peter Qvortrup Geisling - kongerigets største Shu-bi-Dua fan - har taget temperaturen på DANMARK og konstaterer: Vi har brug for en Shu-Bi-Dua pille.
Han er vært på Shubilæums-turen og vil kæde aftenen sammen med sjove Shu-Bi-Dua anekdoter.
Der bliver spillet råt
Michael Hardinger, ’Dingeren’ blandt venner, har rundet de 74, men har i en fremskreden alder fundet ny energi og spillelyst med sit Hardinger Band som tager sig kærligt af de mange stedsegrønne sange som Shu-bi-dua leverede siden starten gik i 1973, og frem til forsanger Michael Bundesen i 2011 blev ramt af en blodprop i hjernen. Han døde i 2020.
Michael Hardinger og Michael Bundesen var musikalske legekammerater de første 25 år med Hardinger som ham, der kom med de fleste melodioplæg, og Bundesen som styrmanden i afdelingen for de skæve tekster, som Shu-bi-dua blev så kendte og elskede for, når de var bedst: »Jeg er en kedelige Knud, når jeg kommer ind, går blomsterne ud.« og »Knække anemoner med nakken«
Hardingers forkærlighed for amerikanske bands som Doobie Brothers, Allman Brothers og The Eagles (den akustiske guitar) er fortsat til at høre i musikken, og endog i forstærket grad i Hardinger Bands fortolkninger af Shu-bi-dua klassikerne.
De bliver spillet i mere rå og mindre polerede versioner end i Shu-bi-duas familievenlige storhedstid - ’Danmark’ bliver udsat for AC/DC - men man kan fortsat glæde sig over masser af god melodunte og de berømte korarrangmenter, som Shu-bi-dua forfinede fra plade til plade.
Guitaristen Big Joe og trommeslageren Flemming Olsen plus tangenttroldmanden Kasper Daugaard, der også har spillet med Lukas Graham, supplerer de tre tidligere Shu-bi-dua medlemmer, naturligvis Hardinger selv, der med sin uortodokse rytmeguitar giver musikken et særligt drive, samt den ferme og meget melodiske bassist Kim Daugaard (Far til Kasper) og Jørgen Thorup på lys leadvokal og keyboards.
Asmussen på guitar
Hardinger Band er et af to bands med tidligere Shu-bi-dua navne, som fortsat spiller fortiden ind i nutiden.
Det andet, Shubberne, har leadguitaristen og lydteknikeren fra de glade Shu-bi-dua dage i Sound Track studierne på først Gammel Kongevej 103 på Frederiksberg og senere St. Kongensgade 66 i det indre København, Claus Asmussen, med samt tangentspilleren Villy Pedersen, der også i en periode var læge for det mandlige håndboldlandshold.
Med i dette band var også tidligere trommeslageren Bosse Hall Christensen, men han røg ud for et år siden grundet hans holdning til pandemien og sin ulyst til at tage den alvorligt.