Husmoderforening tæller 190 medlemmer
Grenaa Husmoderforening har valgt ny bestyrelse.
En af byens ældste foreninger, Grenaa Husmoderforening, har på en generalforsamling valgt ny bestyrelse.
Foreningen, der er stiftet i 1935, var tæt på lukning for ikke så mange år siden, da ingen ville vælges til formandsposten, men Bodil Bager tog den - og har i bestyrelsen hjælp af næstformand Kirsten Larsen, kasserer Karin Agerholm samt Kirsten Andersen Inge Madsen Lise Berthelsen. Foreningen har 190 medlemmer, hvoraf de otte er æresmedlemmer.
Foreningens næste arrangement er et foredrag med Niels Ole Frederiksen, der fortæller om ”Født i Horsens Tugthus - Danmarks mest afgrænsede kirkesogn”. Det finder sted i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa onsdag 8. marts klokken 19.
Foredragsholderen, Niels Ole Frederiksen, er født og opvokset i Horsens Statsfængsel. Eller som stedet hedder i sin oprindelige og folkelige version ”Horsens Tugthus”.
Mellem dette kirkesogns ydre afgrænsede hegn og det lukkede fængsels høje ringmure er Niels Ole Frederiksen født i det nordvestlige soveværelse i en af anstaltens funktionærboliger. Det specielle ved dette sogn var også, at sognebørnene ikke kunne løse sognebånd.
Hans far var ikke indsat, men ansat. En lille men dog afgørende forskel. Han blev døbt i det afgrænsede sogns egen kirke – Fængselskirken. Hans far var, da Niels Ole Frederiksen blev født, viceinspektør og blev senere inspektør ved fængslet.
Foredraget kommer med nogle glimt fra tiden efter krigen og halvtressernes Danmark og med nogle af de fanger som foredragsholderen som barn kom i kontakt med. Horsens Statsfængsel var efter krigen fortrinsvis fyldt op med de dømte efter det særlige straffelovs tillæg, som blev vedtaget i Folketinget i sommeren 1945. De blev kaldt landsforrædere, landssvigere, østfrontfrivillige og HIPO- folk – mange af dem opfattede sig selv som politiske fanger.
Det bliver også en beretning om den mest berømte af alle udbryderkonger i Danmark, nemlig den legendariske Carl August Lorentzen. Natten til 22. december 1949 undveg Carl August Lorentzen via en 18 meter lang tunnel ud fra Statsfængslet i Horsens. Over indgangen til tunnelen havde Lorentzen ophængt et stykke pap og skrevet de meget sigende og poetiske ord : ”Hvor der er en vilje, er der også en vej”.