Kystmaler er klar med sit værk fra Sangstrup Klint
Karina Jensen har siden 2020 malet live ved Norddjurslands kyster.
Den lokale kunstner Karina Jensen har siden 2020 arbejdet med kunstprojektet Live Maleri ved Norddjurslands Kyster.
Den unikke natur og variationen i landskabet fik hende til at finde akvarel og kridt frem, og hun begyndte at skitsere ved de forskellige kyster.
Den 65.000.000 år gamle landskabskæmpe fylder mig altid med ydmyghed, her forstår man at et menneskeliv kun er et kort glimt i jordens historie
»Det har været inspirerende at arbejde med maleri i de helt unikke kystlandsskaber som findes på Djursland. Sommeren 2022 arbejdede jeg med Live Maleri ved Sangstrup Klint. Den 65.000.000 år gamle landskabskæmpe fylder mig altid med ydmyghed, her forstår man at et menneskeliv kun er et kort glimt i jordens historie. Under arbejdsforløbet har jeg mødt mange skønne mennesker i alle aldre. Jeg har talt med mennesker fra nær og fjern om kunst, Djursland, naturen og alt andet mellem himmel og jord. Samtalerne med strandgæsterne har givet mig en erkendelse af hvordan naturen får os til at mødes åbent og opdage et fællesskab mellem os,« fortæller Karina Jensen i en pressemeddelelse.
Afsløres i Grenaa
Det færdige maleri fra Sangstrup Klint skal afsløres fredag 17. februar klokken 17 på Det Gamle Rådhus i Grenaa - i dag også kendt som Grenaa Turistkontor.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Allan Gjersbøl Jørgensen,(S), afslører maleriet. Der vil desuden blive vist andre malerier og fotos fra kunstprojektet og serveret drikkevarer fra Ebeltoft Gårdbryggeri.
Maleriet af Sangstrup Klint skal efterfølgende udstilles i turistkontorets indgang indtil næste vinter. Derefter skal maleriet på rundrejse til de forskellige lokale virksomheder og foreninger som har sponsoreret kunstprojektet. Hele projektet skal være med til at sætte fokus på Djurslands helt enestående natur og kunsten i nærmiljøet.