Når forbrydere taler over sig: Tag med sprogdetektiven på arbejde
Rougsø Folkeuniversitet står bag foredrag på Ørsted Bibliotek med sprogforsker, ph. d., Mads Christiansen.
Unabomberen Ted Kaczynski, en amerikansk matematikprofessor, tilstod i 1996 at have såret 29 og dræbt tre med sine mange brevbomber i løbet af 16 år.
Men det var ikke almindelige kriminaltekniske beviser, der fældede ham. Det var ikke fingeraftryk, DNA-beviser, øjenvidneberetninger eller bomberester, der satte en stopper for hans terror. Det, der ultimativt afslørede ham og ledte politiet frem til hans hytte i et fjerntliggende hjørne af USA, var et 35.000 ord langt manifest, som han selv havde skrevet og offentliggjort. Han blev afsløret af sit eget sprog. Fordi en dygtig lingvist kunne læse mellem linjerne.
At sproget også kan fælde kriminelle, er det kun de færreste, som ved. I kriminalromanen ”Kastanjemanden” af Søren Sveistrup – for nu at give et eksempel fra fiktionens verden – foretager en af efterforskerne en sproglig analyse, som skal identificere ophavsmanden til en række mistænkelige e-mails.
Hvad vi her er vidne til, er ikke (helt) fri fantasi, men derimod den kriminaltekniske disciplin ”retslingvistik”. Ingen mennesker skriver nemlig ens, og derfor kan vores sproglige spor give politiet vigtige fingerpeg om, hvem der står bag for eksempel en anonym trussel.
FBI har i årevis brugt retslingvistiske analyser i sin efterforskning. Et af de bedst kendte eksempler er ovennævnte Unabomber-sag – den nok mest omfattende menneskejagt i FBI’s historie. Herhjemme anvendes retslingvistikken derimod kun sjældent.
Torsdag 23. februar holder sprogforsker Mads Christiansen fordrag om emnet på Ørsted Bibliotek, hvor han giver en letforståelig intro til dette ”morderisk” spændende emne. Der præsenteres autentiske danske og udenlandske kriminalsager, hvor sproget har bidraget til at fælde gerningsmanden, og undervejs skal deltagerne selv forsøge at ”opklare” et par forbrydelser.
Tilmelding skal ske via folkeuniversitetet-rougso.dk.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Norddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Norddjurs' nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Norddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
sra