Foredrag og skrivekursus om Kolindsund
To spændende dage arrangeret af tre stærke spillere på formidlingsområdet.
Engang var Kolindsund dækket af vand. Området var rigt på fugle og fisk, og vandet var så dybt, at der fandt store søslag sted.
I dag er området drænet, og der er marker så langt, øjet rækker. Det har længe været til debat, hvad der skal ske med området. Skal sundet gendannes, eller skal det fortsat være landbrugsjord? Et minitema med formiddagsuniversitet og skriveworkshop sætter nu området under lup, og giver borgerne mulighed for selv at skrive videre på historien.
Det er Norddjurs Biblioteker, Museum Østjylland og Folkeuniversitetet i Norddjurs, der står bag minitemaet. Det er tre stærke spillere, der er gået sammen om at skabe viden om Kolindsund.
»Vi er for længst kommet ud over silotænkningen,« siger kulturformidler Thomas Olesen i en pressemeddelelse fra biblioteket, som er sikker på, at det sammensatte program vil give et par spændende dage, der kan kvalificere debatten og måske bidrage til at ændre vores syn på naturen i fremtiden.
Den første dag i minitemaet byder på to foredrag, hvor man kan høre om drabelige søslag og om de skiftende natursyn, der har præget området op gennem historien.
Først fortæller museumsinspektør Thomas Guntzelnick Poulsen om to dramatiske søslag, der fandt sted på Kolindsund for næsten 1000 år siden. Middelalderens historieskrivere har omtalt kampe med krigsskibe under kongerne Sven Estridsen (omkring 1060) og Valdemar den Store (omkring 1165), og selvom vi ikke kender til søslagene i detaljer, ved vi dog, at jyderne begge gange tabte til den stærkere norske flådestyrke.
Efter en god frokost fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard om Kolindsund i fortid, nutid og fremtid. Hun fortæller historien om, hvordan landskabet er formet og modelleret af mennesker, og hvordan vores forhold til naturen har ændret sig gennem tiden. Kolindsund er stadig et emne, som skaber debat. Med tidens fokus på natur, biodiversitet og klima taler flere for at få søen genskabt. Fortællingen om Kolindsund har aldrig været så aktuel som i dag.
Formiddagsuniversitetet finder sted torsdag 23. februar på Ørum Bibliotek. Sidste frist for tilmelding er 17. februar.
På minitemaets sidste dag kan man selv skrive videre på fortællingen og være med til at præge fremtidens syn på Kolindsund. Dagen starter med en tur til sundet med forfatteren Henrik Majlund Toft. Bagefter går turen til Ørum Bibliotek, hvor deltagerne på en baggrund af egne indtryk og undervisning skriver historier om Kolindsund. Det sker lørdag 25. februar.