Anders Bonde i højskoleforeningen
Munter eks-provst om humor som sjælesorg.
Det bliver muntert, når Anders Bonde fra Hevring tirsdag 14. februar klokken 19.30 holder firedrag i Højskoleforeningen Kirkeligt Samfund, der nu holder til i Kulturhuset Pavillonen.
Anders Bonde var indtil julen 2021 provst i Favrskov gennem 13 år - og han bruger selv betegnelsen munter om sig selv. Anders Bonde er kendt som en meget humoristisk og munter mand. Det er aldrig kedeligt at være i selskab med ham, og han har altid noget vigtigt på hjerte.
Han kalder sit foredrag for ”Humor som sjælesorg” - og mener, at det lune glimt i øjet og den humørfyldte historie ofte virker opmuntrende på et tynget sind. Humor kalder vi det, og ordentlig humor er ofte kun for sjov.
Det er foredragsholderens påstand, at humor for alvor også er sjælesorg.
Emnet belyses med udblik til hverdagens humor og med afsæt i evangeliet.
Meget naturligt holdes foredraget i causeriets form, hvor netop humoren tjener eftertanken.
Anders Bonde, der nu lever livet som bonde på Djursland, har en fortid som sognepræst, fængselspræst - og altså også provst.