Vinterferie i fodsporene på herregårdens tjenestefolk
Med aktiviteter og gratis rundvisninger dykker Gl. Estrup ned i livet og dagligdagen, der udspillede sig i herregårdens hemmelige gange og i de mørke kælderrum.
Vinteren var i gamle dage både kold og mørk for herregårdens mange tjenestefolk. Man havde begrænsede mængder af lyskilder, ingen opvarmning, og mange af hverdagens opgaver foregik i kælderrum eller på skjulte trappegange bag herregårdens tapeter.
»Før medhjælperloven i 1921 havde tjenestefolkene ikke ret til varme på værelserne, og har man været på besøg her om vinteren, så ved man, at det bliver koldt i rummene. Også kældrene, hvor mange af tjenestefolkene havde deres arbejde, blev meget kolde. Desuden var der mørkt, og vi ved fra erindringer, at før der kom elektrisk lys på herregården i 1921, var olielamper og stearinlys den eneste hjælp, man havde, når man skulle finde rundt i vintermørket. Tjenestefolkenes daglige liv og vilkår er udgangspunktet for vinterferieaktiviteterne,« fortæller Anders Sinding, der er museumsinspektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, i en pressemeddelelse.
Skjulte rum og kamre
På tur rundt i herregårdens hemmelige rum Vinterferiegæster på Gammel Estrup kan blandt andet være med til at lave farverige lanterner i herregårdens kælder, hvor der er indrettet et særligt aktivitetsrum med fokus på tjenestefolk.
Og lanternen kan tages med, når museumsinspektør Anders Sinding og hans kolleger hver dag inviterer de besøgende med på en tur rundt til herregårdens skjulte rum, kamre og gange, hvor tjenestefolkene havde deres daglige gang.
Status i spisekammeret
Man kan også gå rundt på egen hånd og følge børnesporet fra kælderen til anden sal. Her har man til opgave at hjælpe tjenestepigen Anna Hoppe med at finde ud af, hvem der har stjålet fra herregårdens spisekammer. Anders Sinding fortæller:
»I februar gjorde man gerne status i spisekammeret, så man kunne se, om man havde nok til at klare sig igennem det sidste stykke af vinteren. Tjenestefolk og herskab spiste fra samme spisekammer, men altså ikke den samme mad, og vi ved fra retssager, at tjenestefolkene til tider kom til at tage ting, de ikke havde fået lov til.«
Melder sulten sig undervejs, er Herregårdskøkkenet åbent med salg af kaffe og bagværk fra det store brændekomfur, og Husjomfruen sælger også ud af de mange syltede sager, der er blevet lavet i køkkenet løbet af efteråret, så man kan købe en lille smule af historien med sig hjem.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Norddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Norddjurs' nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Norddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs