Naturen udstilles i Stenvad
Kunstnergruppen Nordkyst-Grafikerne udstiller fra 11. februar til 11. marts deres kunstværker på Stenvad Mosebrugscenter.
Stenvad Mosebrugscenter åbner dørene for en udstilling af kunstnergruppen Nordkyst-Grafikerne. Gruppen består af Dennis Haslam, Bente Lomstein, Karin Normann og Vidar Håkon Utvik. De fire kunstnere er alle inspireret af naturen, hvor de på hver deres måde kredser om naturen og spor i naturen i form af mikroorganismer, stranden, træer og landskaber udført som grafiske værker.
Efter et grafikkursus i Nordkystens Kunsthus på Bønnerup Havn i sommeren 2021 valgte de fire grafikere at mødes ugentligt for at dele deres erfaringer med forskellige grafiske teknikker.
»Nu er tiden inde til at vise vores værker for et bredere publikum,« udtaler Vidar Håkon Utvik i en pressemeddelelse.
Lørdag 11. februar kl. 14-16 åbnes udstillingen af Foreningen Stenvad Mosebrugs forperson Ikki Lyng Knudsen, hvor der vil blive lejlighed til at møde kunstnerne. Alle er velkomne.
Workshop i vinterferien
Mandag til fredag i vinterferien er det muligt at deltage i en åben workshop i feltgrafik.
Herhjemme blev feltgrafik udført i stor skala, da kunstneren Pernille Kløvedal i samarbejde med litografen Jan Andersson tog aftryk af en hval, som strandede i Vejle Fjord. Men mindre kan også gøre det. De besøgende får i vinterferien mulighed for selv at finde planter i naturen, hvorefter de kan lave aftryk på papir med kyndig hjælp fra de fire kunstnere. Teknikken blev grundigt afprøvet i forbindelse med ”Kreative Sommerdage” på Bønnerup Havn i 2022 i regi af Nordkystens Kunsthus.
Alle deltagere – store som små – var begejstrede for de fine værker, som de skabte. I vinterferien er det børn og voksne fra 7 år og op, mens alle kan bruge tegnebordet eller gå en tur i udstillingen. Aktiviteten er gratis, når entréen er betalt.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Norddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Norddjurs' nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Norddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs