Kunstneren bag skulptur fortæller
Amalie Jakobsen beretter om sit arbejde med Kalejdoskop til kunstgeneralforsamling.
Grenaa Kunst- og Musikforening fik sagt farvel til 2022 med manér. Lørdag 17.december deltog omkring 500 mennesker i afsløringen af skulpturen ”Kalejdoskop”, som er foreningens gave til Grenaas borgere og gæster i anledning af foreningens 75-års jubilæum.
I 2023 byder Grenaa Kunst- og Musikforening igen på, hvad man ikke tøver med at kalde en perlerække af spændende kunstudstillinger i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, på Grenaa Bibliotek og i Baunhøj Mølle, klassiske koncerter i Pavillonen og Ålsø Kirke, foredrag om Per Kirkeby og to medlemsture. Foreningen, der samarbejder med professionelle kunstnere og musikere for at fremme kunst- og musiklivet i Grenaa og omegn, har næsten 400 medlemmer.
I forbindelse med foreningens generalforsamling lørdag 28. januar vil Amalie Jakobsen fortælle om sit arbejde med kunstværket Kalejdoskop. Alle er velkommen til foredraget i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa klokken 13-13.45.
Allerede dagen før - fredag 27. januar - kan den første af foreningens otte kunstudstillinger opleves i Pavillonen. Udstillingen er med Ulla Lampe. Ulla Lampes malerier handler om moderne menneskers aktivitet i samspil med natur og kultur. Der er fernisering fredag klokken 17.
Af de syv klassiske koncerter kan nævnes Domino Ensemble med blandt andre Freja Arendt, der kan opleves 23. marts i Pavillonen i Grenaa og koncert med guitaristen Kåre Norge 1. oktober i Ålsø Kirke.
Medlemsturen i efteråret går til Himmerlands Kunstmuseum og Frejlev Kirke, hvor der vil være fokus på Per Kirkebys kunst.
Som medlem af Grenaa Kunst- og Musikforening får man rabat på køb af udstillede værker, særpriser til foreningens arrangementer og mulighed for at deltage i lodtrækning af indkøbt kunst. Samtidig er man med til at fremme kunst- og musiklivet i Grenaa og omegn.