Atter tid til Gamle Elevers Fest på Østre Skole
Endelig, endelig – fristes man til at sige – skal der igen være Gamle Elevers Fest på Østre Skole i Grenaa. Nærmere bestemt lørdag 4. marts klokken 19.
Og som altid den første lørdag i marts måned i ulige år. Sådan var det dog ikke i 2021, hvor festen på grund af corona-situationen måtte aflyses. Der er derfor sikkert mange gamle elever, som ser frem til på ny at kunne mødes med tidligere klassekammerater 4. marts.
Som sædvanlig vil der være en bugnende buffet og levende musik med en af de tidligere elever, Martin von Seelen og Kopibandet.dk, så der efter middagen kan danses til gamle ungdomshits i skolens festsal.
Ulykkeligvis er ikke færre end tre af festudvalgets medlemmer gået bort inden for de senere år, og to har valgt at træde ud efter en årelang periode i udvalget. Man har derfor i festudvalget været nødt til at supplere sig med fire nye medlemmer, således at udvalget fremadrettet består af otte medlemmer, alle gamle elever eller lærere.
Tilmelding til festen vil kunne ske umiddelbart efter 2. februar enten på Facebook-siden ”Østre Skole Grenaa, Gamle Elevers Fest”, hvor der løbende vil komme opdateringer - eller pr. telefon. Ved tilmelding vil man få opgivet et nummer, som skal opgives ved indgangen. Derudover bedes man ved tilmeldingen - foruden indbetaling – oplyse sin afgangsklasse og afgangsår, så udvalget på bedste måde kan sammensætte gæsterne efter tidligere klasse. I år vil det være afgangselever fra 2015 og tidligere, der kan deltage.
Som nye tiltag vil der på skolen være mulighed for at mødes til en indledende snak med gamle klassekammerater før den egentlige fest ligesom udvalget stiller en fotograf til rådighed i fald, man ønsker at blive foreviget enten gruppevis eller klassevis.
Som i alle tidligere år forventer udvalget også i år stor tilslutning, hvor der hver gang har været udsolgt og gæster har været skrevet på venteliste. Det vil derfor være en rigtig god ide at være tidligt ude efter ”først til mølle-princippet”.
Gamle Elevers Fest Østre Skole blev startet helt tilbage i slut-1960`erne, så det er en del fester, der er blevet afholdt siden og efter tilbagemeldingerne at dømme til alles tilfredshed. Festudvalget håber derfor, at man også i år kan stable en rigtig god fest på benene.