Tager hul på nyt program med jøder, arkæologi og Kolindsund
Museum Østjylland byder i 2023 på foredrag, omvisninger, sjov for børn og en nyåbnet særudstilling om 400 års jødisk liv i Randers og Danmark.
Det kan være svært at forlade sofa og den varme stue i årets første kolde måneder. Men når man tager sig sammen og trodser mørke, sjap og bidende vind, ligger der masser af fine kulturelle oplevelser på Museum Østjylland og venter derude.
»Det er altid spændende for os på museet at tage hul på et nyt program og ikke mindst se, hvordan vores gæster tager imod de arrangementer, som vi har skruet sammen i månederne op til programstart,« fortæller souschef og leder af Udvikling og Publikum, Karen Dubery, i en pressemeddelelse, og hun tør godt love, at museets foredrag, omvisninger og udstillinger er værd at tage ud i vintermørket for at kigge nærmere på.
Jødisk liv og Kolindsund
Interessen for museets særudstilling i Grenaa, Kolindsund – søen, der deler vandene, er stadig stor. Emnet vedrører mange djurslændinge og debatten, både på det nære og overordnede plan, går fortsat lystigt. Oplev på egen hånd den velbesøgte og tankevækkende særudstilling på museet i Grenaa, kom på omvisninger med udstillingens tilrettelæggere eller tag ud i det blå på vandre- eller cykeltur på sundet, et unikt og særpræget landskab.
I Randers sætter en ny særudstilling fokus på jødisk liv i byen og resten af Danmark gennem 400 år, hvor jøderne satte deres driftige præg på landet. Udstillingen er en jubilæums- og vandreudstilling med første stop i Randers, der havde den største jødiske menighed i Danmark uden for København. Markeringen af 400-året rummer blandt andet også en digital byvandring i Randers, hvor man kan følge i sporerne på de randrusianske jøder via en app.
Ser tilbage
Når man lukker ned for et gammelt år og tager hul på et nyt, er det oplagt at gøre status. Det gør museets arkæologer igen i år og fortæller i to foredrag – et i Randers og et på Djursland – om årets arbejde i felten og om flere arkæologiske højdespringere.
»Hør blandt andet om den spændende undersøgelse på Thors Bakke i Randers, hvor tusindvis af middelaldergenstande dukkede op. Hør også om undersøgelsen ved Laen på Norddjursland, hvor arkæologerne fandt sporene efter mere end 2.000 år gamle huse fra jernalderen. Og så skal du naturligvis ikke snydes for årets mediehistorie fra Museum Østjylland: Runestenen, der dukkede op under et køkkengulv i Mosekær, og som fik stor opmærksomhed i de landsdækkende medier,« fortæller Karen Dubery.
For første gang laver arkivarerne på Randers Stadsarkiv i år også status over deres mange opgaver i årets løb. Her kan du også få indsigt i, hvad de egentlig laver på et arkiv. Hvordan samler de byens historie ind? Og hvor ender informationer om dig selv?
For børn
Som altid har museet gratis tilbud til børnefamilier, som kan udfolde deres kreative side, for eksempel når der er håndværk for børn i vinterferien på Håndværksmuseet.
»Børn kan også tage mor, far eller bedste i hånden og følge de sjove børnespor med Lillefolket i oldtidens Randers, tage på tur med Grævlingen Geo i udstillingen om Kolindsund eller spotte de frække maltmus på BMA Maltfabrikken,« siger Karen Dubery.
Programmet gælder for museets afdelinger i Randers, Grenaa og Ebeltoft og kan ses på museumoj.dk under ”Kalender”.
Der er som altid gratis entré til alle Museum Østjyllands udstillingssteder.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Norddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Norddjurs' nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Norddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs