Paul Potts besøger igen Pavillonen
Paul Potts leverede det, som Pavillonen selv kalder en helt sublim og eksklusiv optræden i fyldt sal for et år siden. Nu vender han tilbage med ’Christmas Dreams og den danske gæstesolist Gry Johansen
»Han ønskede specifikt at komme tilbage til Pavillonen til det fremragende publikum, vi har i Pavillonen. Det ønske indfrier vi nu og glæder os helt vildt til en aften i selskab med en superstjerne på højeste niveau,« siger Jesper Jul.
Publikum kan se frem til en varm og underholdende aften, hvor man kan svømme hen til engelske og danske juleklassikere og nyde duetter med de to solister.
Dansk gæstesolist
Ingen havde nok forventet at få benene slået så meget væk under sig, da Paul Potts i 2007 stillede sig op i talentkonkurrencen ’Britain’s got Talent’ og sang den smukke arie Nessun Dorma fra Puccinis opera Turandot. Den tidligere telefonsælger vandt som bekendt konkurrencen og udsendte kort efter sit debutalbum, som stormede op af hitlisterne og solgte ikke mindre end 3,5 millioner eksemplarer.
Danske Gry Johansen begyndte sin karriere som 15-årig i 1980, og hun har flere gange deltaget i det Danske Melodi Grand Prix. Det store gennembrud fik hun i 1983, hvor hun vandt med ’Kloden drejer’. Det var her, hun tog de berømte rejehop som en del af sangens koreografi.
»Gry besidder en stor musikalsk bredde og vil til koncerten synge danske klassiske julesange. Publikum vil opleve en glæde, nærvær, eftertænksomhed og klang af højeste klasse når julen synges ind rundt i Danmark,« afslutter Jesper Jul, som inviterer indenfor til koncerten 26. december 2022.
ah