Kunstforening runder 75 år i fin form

Store planer for jubilæumsåret - men først skal der findes en ny formand.

Artiklens øverste billede
Tyge Ingerslev og Jens Stavnskær fra Grenaa Kunst og Musikforening håber, at planen om at rejse en skulptur ved Kulturhuset Pavillonen bliver ført ud i livet. Skulpturen skal den lokale kunstner Amalie Jakobsen stå for. Foto: Søren Andersen

De første mange år hed foreningen Grenaa Kunstforening, men ved en fusion mellem to lukningstruede foreninger i 1990’erne blev navnet ændret til Grenaa Kunst og Musikforening. Og det er da også under dette navn, at foreningen fejrer sit 75 års jubilæum - ikke alene på jubilæumsdagen, som er fredag 11. marts, men faktisk over hele året.

I 1947 samledes omkring 30 kunstinteresserede på Hotel Dagmar på Torvet i Grenaa for at stifte en ny kunstforening. I den seneste udgave af årbogen ”Grenaa og omegn - før og nu” fortæller journalist Erling Hansen meget detaljeret om foreningens historie - og hvad der gik forud.

For historien viser, at der før 1947 havde været flere kunstforeninger i Grenaa. Og at foreningen efter stiftelsen kæmpede om opmærksomheden med en ”forskønnelsesforening” i byen. Men også, at de to foreninger ret hurtigt derefter fandt sammen.

Debat om Søren Kanne-statue

I 1940’erne var der en vældig debat i Grenaa om den statue af redningshelten Søren Kanne, som byrådet havde besluttet skulle rejses for at markere byens 500 års købstadsjubilæum i 1945.

Ikke så meget om selve statuen og dens udformning - men placeringen. Nogle mente, at den naturligt skulle placeres tæt ved Kattegat, hvor redningsdåden fandt sted, da Grenaa-bonden Søren Kanne red ud i vandet med sine heste til et strandet skib og reddede skipperen. Historien blev kendt viden om, da digterpræsten Steen Steensen Blicher satte ord på begivenheden.

Det endte med en placering på Torvet, som byrådets flertal ønskede - men forinden var statuen blevet kørt rundt til forskellige placeringer i by og på havn for at vurdere mulighederne.

Den lokale kunstforening har mildt sagt haft sine op og nedture - og flere gange været truet af lukning. men udviklingen blev vendt i 1990’erne, da byens klassiske musikforening lukkede og i stedet blev en del af den nuværende Grenaa Kunst og Musikforening.

Ny formand skal vælges

Lige om hjørnet venter først den årlige generalforsamling lørdag 12. februar i Kulturhuset Pavillonen, hvor der skal vælges en ny formand efter Jens Stavnskær, der har siddet på posten i otte år.

Aktuelt udstiller den jubilerende forening årets indkøb af kunst i Kulturhuset Pavillonen. Foto: Søren Andersen

»Vi har meget at takke Jens for. Han har ydet en stor indsats for foreningen og har altid været god til at finde løsninger,« siger Tyge Ingerslev fra foreningens bestyrelse.

»Vi har aktuelt 400 medlemmer, og det er en stigning på 100 i min formandsperiode,« siger Jens Stavnskær.

Foreningen er efter to år med coronabenspænd for mange aktiviteter klar med et spændende program for 2022.

Det kan man bedst orientere sig om ved at besøge foreningens nye hjemmeside, der har erstattet det traditionelle papirprogram, men der er dog udarbejdet en mindre og køleskabsdørvenlig udgave med de vigtigste punkter.

Vi vil give en gave til Norddjurs. En skulptur, som den lokale kunstner Amalie Jakobsen skal stå for.

Tyge Ingerslev

Og her er 75 års jubilæumsdagen helt klart med.

Reception og koncert

Fredag 11. marts indleder man i Kulturhuset Pavillonen med en jubilæumsreception med taler, hvorefter der serveres en jubilæumsbuffet. Om aftenen er der duokoncert med Michala Petri på fløjte og Lars Hannibal på guitar og lut.

Michala Petri og Lars Hannibal har spillet sammen i 30 år og har spillet mere end 2000 koncerter verden over. Deres koncerter er uhøjtidelige og inddragende, og duoen guider sikkert publikum gennem de forskellige værker ved små introduktioner til hvert musikstykke.

Efter koncerten festes der videre for at markere den runde dag.

Vil give en gave

Normalt modtager en jubilar gaver, men den jubilerende forening har planer om at gå i den modsatte retning.

»Vi vil give en gave til Norddjurs. En skulptur, som den lokale kunstner Amalie Jakobsen skal stå for. Status er lige nu, at Norddjurs Kommune har bevilget 100.000 kroner til, at der er lavet en skitseansøgning til Statens Kunstfond. Og går ansøgningen igennem, skal skulpturen stå på en plads i nærheden af Kulturhuset Pavillonen, som kunstneren selv vælger, hvis projektet går igennem. Det løber nok op i en million kroner, men vi er optimister,« siger bestyrelsesmedlem Tyge Ingerslev.

Den lokale kunstner Amalie Jakobsen udstillede i 2020 i Politikens Forhal i København. Tre værker stod indendørs, mens udstillingens største værk indtog Rådhuspladsen. Foto: Martin Lehmann

Amalie Jakobsen er født i 1989 og opvokset i Grenaa. Hun bor og arbejder i Berlin, er uddannet fra BA in Fine art Goldsmiths University, London, i 2014 og har siden udstillet i Johannesburg, Mexico City, Chicago, London og København. Og såmænd også i Baunhøj mølle i hjembyen, hvor hun udstillede sammen med sin far, møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen, der driver sin virksomhed i hjembyen.

Hun arbejder med form, farve og rum, som hun kombinerer med materialer som tekstiler og latex og hårde industrielle materialer som stål og aluminium. Hun behandler de industrielle materialer med naturmaterialer som sand, jord og algestøv, der bidrager til værkernes fortælling om klimakrisen.

Morten Skovmand mindes

Men lige om hjørnet venter en mindeudstilling om den lokale kunstner Morten Skovmand.

Morten Skovmand i sit atelier i Stenvad. Han mindes nu i Grenaa med både udstilling og koncert. Pressebillede

Der er fernisering i Bavnhøj Mølle fredag 11. februar klokken 17, og udstillingen kan ses til og med søndag 13. marts.

Morten Skovmand døde pludseligt 17. juli sidste år under en badetur ved Fjellerup Strand. Han blev 80 år.

»Vi er meget glade for, at det er lykkedes at få denne mindeudstilling i stand så hurtigt efter hans død. Værkerne er fundet frem i hans atelier i Stenvad. Morten elskede at male i olie, så der er både store og små værker i olie. Men han var hele livet åben og nysgerrig overfor andre teknikker, så der er både akvarel, radering, stentryk og oliekridt. Alt sammen inspireret af hans mange rejser, mest til Italien, Sverige og Norge, men selvfølgelig også Danmark, og såmænd Kina,« lyder det fra kunstforeningen.

Morten Skovmand var ikke blot en anerkendt kunstner, men også en formidabel igangsætter og formidler. Derfor fik han stor betydning for både kunst- og udstillingslivet, for formidling og undervisning og satte markante aftryk med udsmykninger i det offentlige rum i både Norddjurs og Syddjurs. Han underviste i en årrække blandt andet på Grenaa Gymnasium.

Talentet anerkendt

Han var uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og fik tidligt det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, så allerede som ganske ung blev hans talent anerkendt. I 2000 blev han medlem af kunstnersammenslutningen Corner og viste sine værker på den nationale scene på Corners årlige udstillinger på først Charlottenborg og siden på Sophienholm. Han udstillede flittigt både hjemme og ude.

Morten engagerede sig i Grenaas hensygnende kunstforening og musikforening og genrejste dem som Grenaa Kunst- og Musikforening. I 17 år var han foreningens aktive formand. Han kunne gennem sit store netværk skabe kontakt til kunstnere, og som erfaren udstiller havde han grebet om at få en ophængning på plads.

Han arbejdede også lokalt sammen med sine kolleger og var med til at etablere den lokale kunstnersammenslutning Prof Kunst Norddjurs, nu Nordkant. Og så var han som regissør og praktisk altmuligmand med i sin hustru Annettes musikalske netværk, hvor især Djurs Barok arrangerede koncerter og operaer med barok- og renæssancemusik.

Mindekoncert

Morten Skovmand mindes også med en koncert med Ensemble Zimmermann - ”Morten Skovmand in memoriam“ - tirsdag 15. februar klokken 19.30 i Kulturhuset Pavillonen.

Morten Skovmand har arbejdet sammen med Zimmermann forskellige kapaciteter gennem hele ensemblets eksistens.

»Som organisator i musikforeningen Djurs Barok og i Herregårdskultur gav han os mulighed for at optræde ved en lang række koncerter på Djurslands herregårde og i de små kirker, hvor der ofte var talstærkt publikum. Det er dog som billedkunstner, at vi vil huske Skovmands indsats. Han har skabt scenografier til Händels ”Acis & Galatea” og ”Dido & Aeneas”, en Scarlatti-koncert i Musikhuset Aarhus, og sidst men ikke mindst Purcells ”King Arthur”. Med enkle virkemidler kunne han iscenesætte et musikalsk værk i sin karakteristiske farvemættede stil og tilføre et visuelt udtryk, som har gjort stort indtryk på os og publikum. Vi hylder Morten Skovmands kunst ved at opføre musik, som vi har arbejdet sammen om at levendegøre i lyd og billeder,« lyder det fra ensemblet.

Til koncerten kan man blandt andre møde Anna Maria Wierød (sopran) - opvokset i Norddjurs - Majbritt Young Christensen (blokfløjte, travers), Per Buhre (barokviolin) og Lars Colding Wolf (cembalo).

Og så runder den jubilerende forening af med blot at løfte sløret for, at man i løbet af foråret ser frem til at kunne præsentere en nyhed sammen med Kulturhuset Pavillonen.

»Vi har endnu ikke alle detaljer på plads, men håber på, at det sker i løbet af kort tid,« siger Tyge Ingerslev.


Læs også

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.