Fausing: The Lioness - Karen Blixen i Afrika

Sognepræst Birthe Killerich fortæller om den danske kunstners år på sin afrikanske farm ved sogneaften i Fausing Forsamlingshus.

Artiklens øverste billede
Det handler om Karen Blixen i Fausing Forsamlingshus 24. november.

Karen Blixen døde i 1962 på sit elskede Rungstedlund, hvor hun også ligger begravet på en fredfyldt plads i den smukke park.

60 år efter sin død bliver den danske verdensfortæller læst som aldrig før.

Det handler om netop Karen Blixen ved en sogneaften onsdag 24. november i Fausing Forsamlingshus, som sognepræst Birthe Killerich er mester for.

Hun vil fortælle om Karen Blixens familie på begge sider, om hendes forbindelse til Katholm Gods gennem sin far og farfar. Karen Blixens far Wilhelm Dinesen var en ivrig jæger, der elskede naturen og dyrene. Under pseudonymet Boganis, der betyder Hasselnød på indiansk, skrev han i slutningen af 1800-tallet en række jagtbreve, der er kendetegnet ved deres fine naturiagttagelser.

Birthe Killerich sætter spot på Karen Blixen og manden, Baron Bror Blixens liv på kaffefarmen i Afrika. Om hvordan hun efter skilsmissen blev eneansvarlig for farmen og de ansatte, hvordan problemerne voksede, inden farmen gik konkurs, og hun vendte hjem til Danmark, for at bo hos sin mor på Rungstedlund.

I 1934 blev hendes første bog ’Seven Gothic Tales’ udgivet i USA. Bogen, som skaffede hende international berømmelse, udkom året efter på dansk under titlen ’Syv fantastiske fortællinger’. Hendes erindringsbog ’Den afrikanske farm’ udkom i 1937.

Pagten

En efterfølgende periode i Karen Blixens liv er blevet filmatiseret af Bille August med premiere tidligere i år. Hans film ’Pagten’, der bygger på digteren Thorkild Bjørnvigs bog af samme navn, fortolker en særlig periode i forfatterindens liv.

I ’Pagten. Mit venskab med Karen Blixen’ fra 1974 fortæller Thorkild Bjørnvig om sit venskab med Karen Blixen. En besættende historie, som man kan læse igen og igen og supplere den med bøger, der fortæller sidehistorierne om Bjørnvig og Blixens tete-a-tete og Heretica-generationen, som Bjørnvig blev indrulleret i og som var årsagen til, at han også mødte Blixen.

Karen Blixen var på det tidspunkt 62 år og allerede en internationalt berømt forfatter. Thorkild Bjørnvig var 29 år, magister i litteratur og havde samme år fået digtsamlingen ’Stjærnen bag Gavlen’ udgivet.

Da han nogle år forinden havde læst hendes ’Syv fantastiske Fortællinger’ og ’Vinter-Eventyr’, havde han troet, at Karen Blixen for længst var død; men nu stod det klart for ham, at hun i allerhøjeste grad var i live.

Pagten fik store konsekvenser for Bjørnvig og Blixen.

Forholdet mellem den unge digter og den aldrende forfatter portrætterer Bjørnvig indgående i Pagten. Bogen har siden da fascineret en lang række litterater, læsere og filmmagere.

Hør om Karen Blixen i Fausing Forsamlingshus onsdag 24. november klokken 19.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen