Film: Dengang 12 unge mænd fra Malawi kom til Kolind

Kolind var i 1966-67 hjemsted for et af Danmarks allerførste bistandsprojekter. Overlærer og senere folketingsmedlem Børge Halvgaard var ham, der fik idéen.

Artiklens øverste billede
12 unge mænd fra Malawi kom til Kolind i 1966 for at få en uddannelse. Nu vender ni af dem tilbage - i filmen '12 Mænd fra Malawi’ , somfår premiere 29. oktober kl. 15.00 i Kolind+.

I august 2021 rejste medarbejdere fra MUNDU til Afrika for at filme en lille dokumentar. Dokumentarfilmen kom til at handle om de 12 unge mænd, som ankom fra Malawi i det sydlige Afrika til Kolind i marts 1966.

Kolind kom de næste 18 måneder i 1966-67 til at danne rammen om de 12 unge mænds liv liv og en særligt tilrettelagt uddannelse inden for byggeri og landbrug ved Arbejdsteknisk Skole - senere Djurslands Specialarbejderskole.

Formålet var, at de unge mænd skulle vende tilbage med ny viden og selv være med til at opbygge en specialarbejderskole i Malawi. Dermed skulle mændene være med til at bygge det lille nye land op efter selvstændigheden.

Skolen blev bygget med bistand fra Danmark.

En af de første ledere af skolen var Bakili Muluzi.

Efter endt skolegang i Malawi fik han mulighed for et ophold på Teknisk Skole i Thisted i fem måneder. Derefter rejste han videre til England og afsluttede sin uddannelse der.

I 1973 var han leder af Nasawa Technical College, som den nye skole i Malawi, bygget for danske penge, hed.

Malawi blev uafhængig fra England i 1964. Efter cirka 20 år med et undertrykkende etpartistyre under præsident Bandas hårde hånd blev han afløst af Bakili Muluzi i 1994, som i øvrigt senere forsøgte at få ændrets landets grundlov, så han kunne blive valgt til præsident for en tredje periode. I forfatningen var det kun muligt at blive genvalgt en gang. Det fik han ikke held til, fordi ikke mindst kirken kæmpede imod.

Gjorde stort indtryk

De 12 unge afrikanere efterlod et særligt indtryk på Kolinds indbyggere, hvor mange fra den ældre generation stadig husker besøget fra det fjerne land.

Filmen, som MUNDU har produceret, fortæller historien om de 12 mænd, og er samtidig et billede på udviklingsbistandens helt unge dage. Den udforsker, hvilket indtryk Danmark efterlod på mændene, og hvordan deres liv var forbundet med den danskbyggede skole. På den måde har Danmark og Kolind været med til at præge Malawis udvikling.

Filmen er struktureret omkring fortællinger fra 9 af de 12 mænd fra Malawi – de sidste tre er desværre afgået ved døden.

Børge Halvgaard

Overlærer Børge Halvgaard spillede en afgørende rolle for, at de 12 unge fra Malawi kom til Kolind.

Børge Halvgaard, blev lærer i 1946 og var frem til 1954 ansat ved Odense Kommunale Skolevæsen og underviste samtidig ved Teknisk Skole og Odense Handelsskole.

Derefter flyttede han til Ebdrup, fordi han fik job på Kolind Centralskole.

Han var ved indgangen til 1960’erne med til at grundlægge Arbejdsteknisk Skole som senere blev til Djurslands Specialarbejderskole og endnu senere til AMU-Center Djursland med base i Pederstrup, hvor der nu står Tradium på facaden.

I sin egenskab af leder af Arbejdsteknisk Skole var det Børge Halvgaard, der fik idéen til at involvere skolen i et bistandsprojekt. Han var selv på besøg i Malawi, hvor han sammen med den danske konsul skulle være med til at udvælge de tolv kursister. Deres ankomst til Kolind krævede, at alle ansatte på Arbejdsteknisk Skole skulle på engelsk-kursus.

Børge Halvgaard var 1962-74 medlem af først Kolind-Ebdrup-Skarresø Sogneråd og siden kommunalbestyrelsen i Midtdjurs Kommune. Han var valgt for Socialdemokratiet, men skiftede til Fremskridtspartiet, da det blev stiftet af Mogens Glistrup. I perioden 1973-84 repræsenterede han Fremskridtspartiet i Folketinget og var blandt andet formand for landbrugsudvalget og medlem af Nordisk Råd.

Premiere i Kolind+

’12 Mænd fra Malawi’ får premiere 29. oktober kl. 15.00 i Kolind+.

Dokumentarfilmen er produceret med henblik på at blive brugt som undervisningsmateriale. Filmen bliver tilbudt til undervisningsinstitutioner med et uddybende foredrag om baggrundshistorien, som lægger op til dialog og diskussion. Materialet henvender sig til elever i udskolingen og på gymnasiale uddannelser.

»Alle, som synes det er en spændende historie om lokalområdet, eller som måske kendte de unge malawiere skal være mere end velkommen til premieren,« siger Sonja Salminen, mag.art. antropolog og erfaren projektleder og underviser.

Sonja Salminen er vokset op i Kolind, hvor hun som barn selv havde kontakt med de 12 mænd fra Malawi.

Hun er engageret i MUNDU, og kvinden bag filmprojektet.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen