En Mellemøstkorrespondent fortæller

Der er foredrag med journalist og Mellemøstkorrespondent Steffen Jensen til sogneaften i Essenbæk Sognehus.

Artiklens øverste billede
Steffen Jensen er ofte midt i kaos. Der bliver forhåbentligt ganske roligt til foredraget i Essenbæk Sognehus. Pressefoto

Onsdag 27. oktober kl. 19-21 holder Steffen Jensen foredrag i Essenbæk Sognehus. Her vil han fortælle om Israel-Palæstinakonflikten og de komplicerede forhold, der er mellem Israel og naboerne.

Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor også en beskrivelse af Steffen Jenses arbejde følger.

Steffen Jensen er et af landets kendte ansigter, ikke mindst på baggrund af rapporterne fra Mellemøsten – rapporter, der ofte finder sted midt i krige og under opstande.

Som journalist har Steffen Jensen arbejdet for en lang række medier, blandt andet Weekendavisen, Berlingske Tidende, Aktuelt, Radioavisen og DR. Da TV2 i 1988 brød tv-monopolet var Steffen Jensen med til at starte stationen op. Han startede med at studere forhistorisk arkæologi i Aarhus, Biblical and Roman Archaeology i Jerusalem, Middle East and North African Studies i Jerusalem og tog sidenhen sin uddannelse som journalist i Aarhus.

Steffen Jensen har været Mellemøstkorrespondent fra TV2’s spæde start og har boet fast i Jerusalem siden 1991. Gennem sin lange karriere har han dækket utallige krige og konflikter i Mellemøsten, blandet andet fra borgerkrigen i Libanon og den israelske invasion i 1982 til kampene i Libanon 2006. I dag underviser Steffen Jensen på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, med afsæt i jobbet som journalist i krigs- og krisezoner. Han har med sin baggrund i arkæologi i mange år i bogstaveligste forstand gået i Bibelens fodspor, især grundet hans job, som naturligt bragte ham rundt til alle de steder i Mellemøsten, hvor Bibelen blev til.

Steffen Jensen holder mange foredrag i Danmark. For en tv-korrespondent, der normalt ”kun” taler til et dødt kamera, som ikke kan reagere på det man siger, er det en forløsning at fortælle om sine oplevelser til levende mennesker, se deres reaktioner og høre deres spørgsmål.

I en række meget personlige foredrag fortæller Steffen Jensen om de komplicerede forhold i Mellemøsten – både Israel-Palæstinakonflikten og resten af den arabiske verden – samt om livet som korrespondent i en af de mest fascinerende og konfliktfyldte dele af verden.

Entré betales på stedet: Essenbæk Sognehus, Volkmøllevej 4, 8960 Randers SØ.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen