Sangcafé med nye sangbøger

Nordea Fonden har doneret 125 højskolesangbøger i den nyeste udgave.

Artiklens øverste billede
Mogens Lyng er ny som pianist i sangcafeen, hvor filialdirektør Daniel Lilleriis fra Nordea i Grenaa kunne overrække pengene til indkøb af 125 nye højskolesangbøger til Vibeke Enoksen fra Ældre Sagen og Robert Kristensen fra Højskoleforeningen Kirkeligt Samfund. Foto: Søren Andersen

19 udgaver er der hidtil udgivet af Højskolesangbogen - og så er det ikke sjovt kun at råde over udgave nummer 17 og i så få eksemplarer, at to må deles om den samme sangbog.

Men det er slut nu, når der er sangcafé i Ældre Sagen i Grenaa og arrangement i Højskoleforeningen Kirkeligt Samfund.

125 sangbøger

De to foreninger er blevet tildelt en donation af Nordea Fonden, så der nu er købt ikke færre end 125 eksemplarer af den nyeste udgave af Højskolesangbogen.

Filialdirektør Daniel Lilleris fra Nordea i Grenaa var da også en populær gæst ved den seneste sangcafé i Kulturhuset Pavillonen, hvor det efter kaffe og blødt brød blev afsløret, at han havde hjulpet de to foreninger med behov for flere og nyere udgaver af sangbogen.

Det er ti år siden, at Ældre Sagen i Grenaa tog initiativ til en sangcafé, hvor der er plads til alle sangstemmer - øvede som uøvede.

Vi var i de første år omkring 35-40 deltagere, men siden gik det stærkt og vi voksede og voksede, så sangcafeen efterhånden blev vores største medlemssucces

Vibeke Enoksen, lokalformand for Ældre Sagen

De første år har Ove Bjerregaard været pianist, men efter hans dødsfald er en ny mand nu at finde bag flygelet - Mogens Lyng.

Han blev præsenteret for de sangglade ældre af Ældre Sagens formand i Grenaa, Vibeke Enoksen.

Toppede før corona

»Vi var i de første år omkring 35-40 deltagere, men siden gik det stærkt og vi voksede og voksede, så sangcafeen efterhånden blev vores største medlemssucces. Før corona toppede det med 120 deltagere, men nu hvor vi er kommet i gang igen, er vi foreløbig omkring de 100, men der har jo vist sig stor interesse for at synge i fællesskab under corona, så mon ikke vi vil se deltagertallet stige igen,« siger Vibeke Enoksen.

Sangcafeen i Ældre Sagen er den mest populære aktivitet i afdelingen. Foto: Søren Andersen

Sæsonen går fra september til maj - og programmet ligner sig selv fra gang til gang. Først synges der, så drikkes der kaffe og så synges der igen.

»Det her handler udelukkende om det sociale. Vi stiller ingen krav til musikalitet og sangstemme, så alle vore medlemmer er velkomne,« siger Vibeke Enoksen.



Læs også

Del artiklen