Kunstruten udsat for hærværk

Et af kunstværkerne blev ødelagt op til weekenden - sagen er meldt til politiet.

Artiklens øverste billede
Lørdag formiddag var det her synet, der mødte publikum på Kunstruten i Grenaa Plantage. Foto: Ingolf Steffensen

Arrangørerne kendte risikoen for hærværk på de 60 kunstværker, der for tiden kan ses på den fem kilometer lange kunstrute i Grenaa Plantage. Men man håbede at kunne slippe for at se mishandlede kunstværker i skoven.

Så det var en skuffet næstformand i Art Outdoors, Ingolf Steffensen, der lørdag kørte fra Ørum til Grenaa for at besigtige de skader, som han i telefonen var blevet orienteret om.

Formentlig fredag eftermiddag eller tidlig aften er kunstværket ”Vandrestave”, som Karen Ette og Inger Bruhn står bag, blevet udsat for hærværk. Stave er rykket op og flere er knækket. En gæst i området har fortalt avisen, at da han passerede stedet fredag klokken 19, var hærværket sket.

»Vi havde frygtet, at noget sådant kunne ske, men håbede naturligvis på at undgå det. Det er svært at se, hvad man får ud af at ødelægge noget for andre,« siger Ingolf Steffensen, som brugte noget af lørdag på at rydde op og reparere på stedet.

Foreningen Art Outdoors, som står bag arrangementet, der er planlagt til at vare til udgangen af efterårsferien, har anmeldt hærværket til Østjyllands Politi.

Læs også

Del artiklen