Afsked med Ann Maj Lorenzen: »Tak for 13 dejlige år«

Ann Maj Lorenzen takker af efter 13 år som hospice- og sognepræst i Thorsager-Bregnet-Feldballe. Tilbage står alle parter med taknemmelighed for en god tid.

Artiklens øverste billede
Ann Maj Lorenzen modtog Kirkeprisen ved Syddjurs Award 2018 for sit initiativ med den strikkede dåbsklud. Arkivfoto

Ann Maj Lorenzen blev ansat som sognepræst i Feldballe-Nødager tilbage i 2008, og hun fulgte med i 2013, da Feldballe, Bregnet og Thorsager fusionerede til et pastorat. Siden begyndelsen har hun haft en kombineret stilling som sognepræst og hospicepræst på Hospice Djursland, helt frem til 30. juni i år, hvor hun havde sin sidste dag som præst i Syddjurs.

Allerede 1. juli er Ann Maj Lorenzen tiltrådt sin nye stilling som sognepræst i Viborg Stift og tilknyttet præst på regionshospitalet.

Jeg er glad og spændt på det nye job. Men jeg har også indimellem spurgt mig selv, hvad det er, jeg har gang i, for det har været rigtig, rigtig godt at være her

Ann Maj Lorenzen

Selvom den nye stilling vækker begejstring hos sognepræsten, er hun meget bevidst om, hvad hun tager afsked med:

»Jeg er glad og spændt på det nye job. Men jeg har også indimellem spurgt mig selv, hvad det er, jeg har gang i, for det har været rigtig, rigtig godt at være her.«

Ann Maj Lorenzen understreger, at hun har været meget taknemmelig for sine præstekollegaer, samarbejdet med menighedsrådet og alle de dygtige medarbejdere i pastoratet, og hun tilføjer: »Og jeg vil savne menigheden. Den store, syngende menighed, som altid har været med, når jeg er kommet med nye eller anderledes salmer. Folk har i det hele taget mødt mig med stor tillid, åbenhed og varme hjerter. Det vil jeg også gerne sige tak for.”

Den både smilende og bevægede præst konkluderer: »Glæde, taknemmelighed og et godt samarbejde er nøgleord for min tid i pastoratet. Det har været dejligt at være præst her.«

Taknemligheden er gengældt

Ann Maj Lorenzens tid i pastoratet bød blandt andet på en ganske særlig, meget populær opfindelse: den strikkede dåbsklud, der gives til dåbsfamilierne, og som nu laves i kirker landet – endda verden - over. Ifølge provst i Syddjurs og præstekollega i pastoratet, Benedikte Bock Pedersen, er netop denne opfindelse et godt billede på, hvilken præst Thorsager-Bregnet-Feldballe siger farvel til:

»Opfindsom, relevant, kreativ og grundig er ord, som passer på Ann Maj. Dåbskluden var en kæmpe fin idé, fordi den er nede på jorden – tæt på virkeligheden. Den er jordnær og livsnær, præcis som Ann Majs teologi og prædikener. De er heldige i Viborg Domprovsti, og det har vi også været i den tid, hun har været her hos os,« lød det i talen fra Benedikte Bock Pedersen, som blev holdt til den afskedsreception for medarbejdere og menighedsrådsmedlemmer, man i hast akkurat nåede at gennemføre.

Læs også

Del artiklen