Guide: Fire sportsdokumentarer du skal se

Kan du ikke få nok sport under denne ellers tætpakkede sportssommer, så kommer vi her med fire sportsdokumentarer, du kan fordybe dig i

Artiklens øverste billede
Dokumentarfilmen 'Diego Maradona' handler om den legendariske fodboldspiller Diego Armando Maradona med fokus på tiden, hvor han ankom til Napoli som den store frelser. Filmen er konstrueret fra over 500 timers optagelser, der ellers tidligere ikke er blevet vist. Foto: Angel Films.

Fodbold-EM sluttede med Italien som mestre og Djokovic som Wimbledon-mester, men den store sportsommer er stadig over os med blandt andet cykelløb, OL og mere fodbold forude. Mens det faktum for nogen er helt uudholdeligt, er der for andre tale om en sand fest.

Og er man helt ’tosset med sport’, som Peter Palland fra Morten og Peter engang formulerede det, så giver vi her fire bud på dokumentarer fra sportens verden, som er værd at fordybe sig i.

Og det var Danmark

Mens Danmarks EM sluttede lettere trælst og lidt for tidligt, så fejlede fodboldeuforien ikke noget under den nu overstået turnering. Vil man genkalde nogle af de samme følelser, som har præget denne sommer, så er ’Og det var Danmark…’ et must.

Dokumentaren fortæller historien om dansk landsholdsfodbolds udvikling fra hjælpeløse amatører til Europamestre i 92’. Og det er en stærkt og skarpt fortalt dokumentar med eminente montager og gamle interviews. Fra et anslag der i sort-hvide farver viser, hvor dilettantisk det stod til præ 1979 med amatørtilstande og med en landsholdstræner, der bijobbede som værtshuseejer, og så frem til ’klimaks’, hvor Schmeichel, Laudrup, Povlsen og alle de andre gør det umulige i Gøteborg, formår dokumentaren både at være medrivende og fuld af stærk fodboldnostalgi.

Kan ses på: DR TV, Filmstriben og Blockbuster

Diego Maradona

Den argentinske fodboldtroldmand Diego Armando Maradona er og var et fænomen i hjemlandet Argentina og opfattet som intet mindre end en gud flere steder. Samme nærmest kultiske dyrkelse modtog den lille fodboldspiller også i syditalienske Napoli, hvor argentineren var med til at vinde klubbens eneste to mesterskaber i 1987 og 1990.

Fortællingen om især tiden i Napoli udforsker dokumentaren ’Diego Maradona’, som på glimrende vis fortæller om en af sportens største (anti)helte. En spiller, som både formåede at begejstre og forarge. For lige såvel som det er historien om drengen, der driblede sig ud af fattigdommen, så er det også klichéen om bagsiden af medaljen med for meget alkohol, for mange stoffer og for tætte forbindelser til mafiaen.

Hele Maradona-myten bliver udrullet ganske afmålt og fortalt i lige dele sol og skygge.

Kan ses på: DR TV

The Last Dance

Michael Jordan var og er et fænomen. I 90’erne dominerede hans Chicago Bulls hold den amerikanske basketliga NBA. Men vejen dertil blev bygget på mange sæsoner, hvor man var lige ved og næsten med at vinde, men hvor det tit gik galt på målstregen.

Dokumentarserien ’The Last Dance’, eller ‘Den sidste turnering’ som den hedder på dansk, fortæller historien om Chicago Bulls’ succes og vejen dertil. Som navnet på serien måske antyder, er det især med fokus på holdets sidste sæson sammen, som er fortællingens motor. Og her lykkedes det med sikkert fortællemæssigt overskud at portrættere spillere, holdets op- og nedture samt bringe nye interviews af blandt andre Michael Jordan, Scottie Pippen og Dennis Rodman, som var holdets bærende trekløver. Kritikere vil sige den over-mytologiserer Michael Jordan, men selv for ikke basket-interesserede lykkes dokumentaren med at give et inspirerende indblik i den unikke målrettethed, vedholdenhed og dedikation, som banede vejen for Michael Jordan og co.

Kan ses på: Netflix.

Tennislegenden Jimmy Connors (This Is What They Want)

Tennis er traditionelt en sport, der er forbundet med pæne hvide poloer og fairplay. Men en af de spillere, der var med til at ændre den gængse opfattelse, af hvordan en tennisspiller kunne opføre sig, var amerikaneren Jimmy Connors.

Dokumentaren ’This Is What They Want’ fortæller gennem sportsjournalister og tidligere modstandere historien om Jimmy Connors karriere, og hvordan han var med til at gøre moderne tennis populært med sin udadfarende og utraditionelle opførsel på banen. Fortællingen tager sit udgangspunkt i US Open i 1991, hvor en 39-årig og på det tidspunkt afdanket Connors møder op for at lave et comeback i karrierens efterår.

Ind i mellem fortællingen om netop den turnering, fortæller dokumentaren om tennisspillerens vej fra slumkvarteret i St. Louis til Wimbledon-mester, om op- og nedtur og den udskejende, rebelske og helt igennem kalkulerede koleriske adfærd på tennisbanen.

Kan ses på: DR TV.


Læs også

Del artiklen