Kulturhuset: Vi vil ikke overtage Torvet

Jesper Jul fra Kulturhuset Pavillonen er ked af, at debat efter hans mening kører på forfejlet grundlag.

Artiklens øverste billede
Kulturhuschef Jesper Jul mener, at debatten om aktiviteterne på Torvet i Grenaa kører på et forfejlet grundlag. Pressebillede

Nej - Kulturhuset Pavillonen har intet ønske om at overtage aktiviteterne på Torvet i Grenaa.

Og man har heller ikke søgt Norddjurs Kommune om at få lov til det.

Det fortæller kulturhuschef Jesper Jul i en kommentar til den debat, der for tiden huserer heftigt - ikke mindst på de sociale medier - efter omtalen af, at Norddjurs Kommune lægger op, til at der kunne samarbejdes bedre om at udnytte Torvet til forskellige arrangementer.

Høringssvar

Det har sit udspring i, at Kulturhuset Pavillonen har sendt et høringssvar til en ny restaurationsplan i Norddjurs Kommune.

»En metode man benytter politisk, når politikerne gerne vil have input fra andre parter – det har vi afgivet,« siger Jesper Jul.

Og høringssvaret lyder således: »Fra Pavillonens synsvinkel vil det være gavnligt, at man kikker på hvordan bevillingen på Torvet er skruet sammen. Som det er pt, er det kun attraktivt for ham, der har bevillingen at lave arrangementer på Torvet, da bevilling og arrangementer hører sammen. Det kunne derfor være spændende at tænke det i nye baner, for at åbne mere op for liv på Torvet med andre aktører.«

Følte sig ramt

Den formulering følte Marco Refskou sig ramt af. Han er manden, som har genrejst musikaktiviteterne på Torvet og gennem Grenaa Aktivitets og Musikforening i år sørger for både EM-fodbold på storskærm og masser af musik i sommertiden.

Man bliver ramt af en tarvelig øv-fornemmelse, når man prøver at gøre noget godt og skabe liv for vores bymidte, og man så samtidig skal retfærdiggøre og redegøre, fordi andre føler sig snydt

Marco Refskou, Grenaa Aktivitets og Musikforening

Han forklarede på Facebook, at aktuelt er det kun ham/GAMF og Cooki, der har budt ind og betalt Norddjurs Kommune for leje af arealet på Torvet.

»Men fortjenesterne og eventfordelingen tilgodeser ikke kun “manden”. Musik og event på Torvet i Grenaa er for alle, og er i fællesskab arrangeret (og betalt!) af henholdsvis Handel Grenaa og GAMF. Når arealerne er i udbud, står det alle frit for at søge pladserne for en lejeperiode på to år. Akkurat som vi, og andre har gjort,« forklarede Marco Refskou.

»Man bliver ramt af en tarvelig øv-fornemmelse, når man prøver at gøre noget godt og skabe liv for vores bymidte, og man så samtidig skal retfærdiggøre og redegøre, fordi andre føler sig snydt,« mente han.

Forfejlet debat

Men Jesper Jul mener, at den debat er helt forfejlet.

»Vi har ikke ansøgt, og derfor heller ikke fået nogen bevilling. Men det blev besluttet, at forvaltningen skulle holde et møde med Pavillonen. Pavillonen ønsker på ingen måde at overtage salget på Torvet – det har vi ikke haft planer om, og har heller ikke planer om. Nærmere omvendt synes vi, at det er rigtig fint, at der er en aktør, der tager sig af den daglige værtshusdrift og laver forskellige arrangementer. Vi er helt booket op med at passe alle de aktiviteter, der sker i Pavillonen,« forklarer Jesper Jul.

Jeg bliver her tillagt adskillige ikke pæne ting, som ikke er sande. Jeg er ikke misundelig, føler mig heller ikke snydt, vil heller ikke overtage noget omkring Torvet, og ønsker heller ikke en bid af nogen kage

Jesper Jul, Kulturhuset Pavillonen

»Men jeg bliver dog fra tid til anden spurgt, om ikke vi også kan lave noget på Torvet, og jeg har i mange år været primus motor i Grenaa Gademusikerfestival – og ved begge ting er bevillingen essentiel. Intentionen har blot været at diskutere, om man kunne tænke det i nye baner hvis man ønsker andre aktører på Torvet til at lave nogle få enkelt-arrangementer, som man gør det i andre byer. Derfor har jeg afgivet høringssvar, som vi blev bedt om. Det kunne eventuelt gøres ved at sætte de, der har bevilling på Torvet, og de, der udsteder bevilling på Torvet sammen med andre aktører for at se, om der kunne tænkes nyt – i virkeligheden ganske udramatisk,« fortæller Jesper Jul.

Fint møde

Han oplyser, at Kulturhuset Pavillonen har haft et fint møde med kommunen, hvor man også har gjort ovenstående klart – at man ikke ønsker at overtage noget.

»Men vi forklarede også, at vi er blevet spurgt om ikke vi også kan lave noget på Torvet - deraf indholdet i vores høringssvar og, at det vil kunne dreje sig om nogle ganske få enkelt-arrangementer. Der foregår lige nu en Facebook-kampagne omkring emnet her – men desværre på et helt forkert grundlag. Jeg bliver her tillagt adskillige ikke pæne ting, som ikke er sande. Jeg er ikke misundelig, føler mig heller ikke snydt, vil heller ikke overtage noget omkring Torvet, og ønsker heller ikke en bid af nogen kage. Alt hvad der blev gjort, var at lave et høringssvar på helt normalt vis, med opfordring til at diskutere om det kan gøres anderledes. Hvad der skal ske på Torvet og hvordan det skal forvaltes, er jo et anlæggende, der ligger på politikernes bord og ikke andres,» siger Jesper Jul.


Læs også

Del artiklen