Musikalsk aften med prisbelønnet forfatter

Unik aften i selskab med tre stærke og talentfulde kvinder med forfatter Leonora Christina Skov i spidsen.

Artiklens øverste billede
Unik aften med Leonora Christina Skov i vente på Pavillonen 9. juni. Pressefoto

Den prisbelønnede forfatter Leonora Christine skov inviterer publikum ind i hendes univers akkompagneret af to musikere. Det er på Pavillonen 9. juni.

Efterfølger med musik

I april udkom ’Hvis vi ikke taler om det’, Leonora Christina Skovs længe ventede fortsættelse til den prisbelønnede erindringsbog, ’Den, der lever stille’. Kort efter udkom sangerinden og komponisten Kristina Holgersens nye album, der byder på et tekst- og musikunivers baseret på ord og stemninger i de to bøger, akkompagneret af Line Felding på cello og andre instrumenter.

De tre kvinder inviterer til en aften, hvor Leonora fortæller om skriveprocessen med ’Hvis vi ikke taler om det’ og blandt andet læser op fra de steder i de to bøger, der har inspireret Kristinas lydspor. Kristina giver et indblik i musikkens tilblivelse og fremfører numrene akkompagneret af Line på cello, guitar og autoharpe. Sammen åbner de op for, hvordan det er at arbejde som musiker og romanforfatter i et samlet udtryk og lukker publikum helt ind i hjertet af det kunstneriske samarbejde.

Populære kvinder

’Den, der lever stille’ er indtil videre solgt i 145.000 eksemplarer, er blevet belønnet med De Gyldne Laurbær og er købt til filmatisering af Regner Grasten Film.

Den prisvindende sangerinde og komponist Kristina Holgersen har senest udsendt erindringsalbummet Ny start og har tidligere fortolket litteratur af blandt andre Helle Helle.

Musiker og sangskriver Line Felding er kendt for sine samarbejder med Cody, Dicte, Rumpistol, Monkey Cup Dress og en række teaterforestillinger.

Læs også

Del artiklen