Sådan bekæmper danskerne ukrudt

Langt de fleste haveejere bekæmper ukrudt med hænderne, greb og skuffejern, viser undersøgelse. Og det er den bedste måde, hvis du gør det rigtigt, mener haveekspert. Læs, hvordan du gør.

Artiklens øverste billede
De fleste danskere gør som her - bekæmper ukrudt manuelt. Foto: Torben Klint

Langt de fleste haveejere i Danmark bekæmper ukrudt i deres have manuelt, fx med hænderne, skuffejern eller greb, faktisk hele 83 %.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Videncentret Bolius i marts 2021. Det er naturligvis godt for miljøet, men er det også den bedste måde at slippe af med ukrudtet på?

Ja, siger Videncentet Bolius’ haveekspert, Berit Rørbøl - hvis du gør det rigtigt.

»Hvis du er i god tid, kan du få fat i ukrudtet, inden det får fat i haven. Hvis du starter tidligt i foråret med manuel bekæmpelse, får du rødderne på ukrudtet med, og det er effektivt. Bruger du kemisk bekæmpelse, skal du vente, til ukrudtet har fået fat, før du kan ramme det. Sprøjtemidler virker først, når du kan ramme de grønne dele af bladende, og det gælder også termisk bekæmpelse med fx en ukrudtsbrænder. Manuel bekæmpelse er altså både effektiv og forebyggende,« siger Berit Rørbøl.

Manuel bekæmpelse

For, at den manuelle bekæmpelse er effektiv, skal du dog gøre det på den rigtige måde.

»Hvis du bruger skuffejernet og bare hakker toppen af ukrudtet, så er det ikke effektivt, for planten kommer lynhurtigt op igen. Brug greben til at grave planten op med rødder og træk den op med hænderne,« råder Berit Rørbøl.

Det er også vigtigt at vente, til jorden er tørret lidt efter vinteren - ellers vil den klaske sammen og knække ukrudtets rødder, når du graver i den.

»Præcis, hvornår du kan starte på at luge ukrudt, kommer an på vejret og på jordtypen i din have. Jorden skal smuldre lidt, når du stikker en greb i den, så er den klar. Har du lerjord, skal du nok vente lidt længere, end hvis du har sandjord, da jorden ellers vil være for våd, og rødderne på ukrudtet vil knække,« forklarer Berit Rørbøl.

På fliseterrassen er den manuelle løsning at bekæmpe ukrudt i fugerne med en fugerenser og en stiv kost. Og hvis du har et større areal af fliser, kan en ukrudtsbrænder lette arbejdet.

Er det nødvendigt?

Bekæmpelse af ukrudt kan være en af havearbejdets mindre sjove opgaver, så hvorfor ikke bare lade være? Det kan der ifølge Berit Rørbøl være en vis fornuft i:

»Man skal huske, at ukrudt kun er ukrudt, hvis vi ikke ønsker, at det skal vokse i haven. Hvis du har en vild have, så er der ikke noget, der er ukrudt. Det kan være nødvendigt at tynde ud, men decideret bekæmpelse er i så fald ikke nødvendigt,« siger hun.

Men der er steder, hvor haven alligevel bør trimmes af sikkerhedsmæssige hensyn.

»Planter, der vokser over belægninger, kan løsne fliser og gøre belægningerne glatte, eller der kan være så meget bevoksning, at det fx ødelægger vandrør og giver vandskader. Nogle invasive arter som fx pileurt, er så aggressive, at det kan ødelægge fundamenter. Har man træer, kan de også smide frø, der vokser i fundamenter. I de tilfælde er det nødvendigt at bekæmpe ukrudtet,« forklarer Berit Rørbøl.

Ifølge YouGov-undersøgelsen for Videncentret Bolius bekæmper 17 % af haveejerne i Danmark ukrudt med kemisk bekæmpelse.

Men det er ikke nødvendigt, og så kan det være miljøskadeligt. Haveekspert Berit Rørbøl må tænke sig godt om for at kunne komme i tanker om en situation, hvor man som almindelig haveejer kan være nødt til at bruge kemisk bekæmpelse af ukrudt.

»Jeg kan kun komme i tanke om ét sted, hvor det kunne blive nødvendigt at bruge kemisk bekæmpelse, og det er i stensætninger, hvor der kan være så kraftige græsarter, at de laver tuer, som kan vælte stensætningen. Jeg vil dog stadig holde på, at det er bedre at tage buskrydderen og holde det nede med den, for der kan bo salamandere og padder i hulrummene på sådan en stensætning. Jeg vil aldrig anbefale kemisk bekæmpelse,« siger Berit Rørbøl.

Pas på

Det kan være fristende at bruge højtryksrenseren til at spule ukrudt væk fra fugerne i stenbelægningen på din terrasse, og den form for ukrudtsbekæmpelse er der også ni procent i Bolius spørgeundersøgelse, der bruger.

Men det er ikke en god idé, forklarer Berit Rørbøl:

»Det kan umiddelbart være effektivt at spule ukrudt væk på den måde, for du får blæst alle fuger op, og så kan du bedre pille ukrudt op. Men du kan ødelægge overfladen i din belægning, fordi du risikerer at blæse det øverste lag af, og dermed gøre belægningen mere modtagelig for alger og flisepest,« siger Berit Rørbøl.

Hun forklarer, at fuger som udgangspunkt er vandtætte og holder fliserne stabile, men når du bruger højtryksrenseren på dine fliser, kan du ødelægge fugerne, så ukrudt nemmere sætter sig, og samtidig bliver din terrasse ustabil.

»Det er tillokkende, for det ser flot ud lige bagefter, men du ødelægger altså belægningen, så det er ikke noget, jeg vil anbefale,« siger hun.

Også salt, eddike eller andre ting fra køkkenskabet bliver brugt om ukrudtsbekæmpelse rundt omkring i haverne. 7 % svarer, at de bruger disse midler i kampen mod ukrudt.

Men heller ikke det er en god idé.

Salt er direkte ulovligt at bruge i haven, og så er det giftigt for miljøet og ødelæggende for belægninger og planter. Eddike er også ulovligt at bruge i haven, og generelt skal alle bekæmpelsesmidler til haven være godkendt af Miljøstyrelsen.

Læs også

Del artiklen