Jazz og blues i Pavillonen

Koncert 20. maj med Mandipira Lauridsen Gade Frost

»Jazz i absolut verdensklasse med en sangerinde uden sidestykke.« De store ord fra Pavillonens direktør, Jesper Jul, gælder Pavillonens koncert 20. maj kl. 20, og han fortsætter:

»Denne koncert er en lækkerbidsken for både jazz-og bluesfans, med alt fra swingende jazz over smukke ballader til svedig blues og funkmusik. Alt udført på et højt professionelt niveau og med stor spilleglæde.«

I front er sangerinden Miriam Mandipira. Med rødder i Zimbabwe har hun de senere år været et kærkomment indslag på den danske jazz-og bluesscene. Inspireret af blandt andre Ella Fitzgerald og Aretha Franklin har hun sunget sig ind i de danske hjerter. Miriam Mandipira giver desuden prøver på populære sange fra sit elskede Afrika.

Kjeld Lauritsen spiller på det store Hammondorgel med roterende lesliehøjttaler og fodpedaler. Kjeld Lauritsen havde i mange år bandet ’The Organizers’ sammen med den amerikanske saxofonist Bob Rockwell. Siden da har han udgivet 6 CD’er i eget navn foruden et par plader med Big Band.

Guitaristen Per Gade har i mange år været ankermand i de mange Hammond-projekter fra Kjeld Lauritsens hånd. Per er en af de mest efterspurgte danske guitarister og er bl.a. guitarist i Radioens Big Band.

Trioen kompletteres af Søren Frost, der efter mange år med Skipper/Just/Frost og DR bigband vil fyre op under Hammondorglet med sine fede grooves.

Med Miriam Mandipira og bandet venter der en oplevelse på højde med de bedste internationale stjerner, lover Pavillonen i en pressemeddelelse.

gs

Læs også

Del artiklen