Lars Seeberg. Arkivfoto

Lars Seeberg. Arkivfoto

Provstens tanker: Hvor der er vilje, er der vej

Af
Lars Seeberg

Provst i Norddjurs

Sognepræst i Grenaa:

Det gir mit liv mening at købe avisen 'Hus Forbi' af den hjemløse foran butikken. Den hjemløse bringer mening ind i mit liv. Men… den sidste jeg mødte, kunne modtage MobilePay – altså betaling til sin mobil-telefon.

Og jeg nåede at blive forarget og føle mig til grin, for han er vist ikke rigtig hjemløs, når han kan have en smartphone i lommen og en konto i banken. Så giver aviskøbet ikke mening i mit liv.

Da jeg så tilbød at ringe til ham, grinede han til mig, for selvfølgelig har han ikke en mobiltelefon.

'Hus Forbi' har bare tildelt ham et kontonummer i en bank, så de gode folk uden kontanter stadig kan betale hans avis. Han har heller ikke en bankkonto, for han har ingen fast adresse og ingen NemID. Men en bank har udviklet et program i netbanken, som tildeler de hjemløse et MobilePay-nummer og et hævekort til det nummer – uden at han har en bankkonto. Det havde givet ham et stort løft at blive anerkendt som bankkunde: tænk at kunne gå i banken og hæve sine egne penge. Dét gav mening i hans liv.

Jeg ville aldrig kunne oprette sådan en konto i en bank – men jeg har selvfølgelig heller ikke brug for det. Nu var det faktisk i orden, at avissælgeren grinede lidt ad mig og min forargelse over hans ”mobilnummer”.

Det gav også mig lidt mere at tænke over. For det viser sig jo, at hvis vi vil hjælpe hinanden, så er der også en vej for det. Det giver mening.

Publiceret 29 February 2020 06:00