Provst Lars Seeberg, Norddjurs Provsti

Provst Lars Seeberg, Norddjurs Provsti

Hvorfor er de her...

Af
Lars Seeberg

Provst i Norddjurs - sognepræst i Grenaa:

”Jeg har spekuleret over det, du sagde om formålet med vores eksistens...” sagde Trine til Søren Brun, og

fortsatte: ”Du mener altså, at vi er sat her på jorden for at glæde andre??”

”Ja” sagde Søren Brun. Hvortil Trine spurgte: ”Hvad er de andre her så for?”

Det lyder som en fjollet undskyldning for ikke at hjælpe nogen; men det er også et alvorligt spørgsmål: Hvorfor skal jeg hjælpe andre, hvis det alligevel ikke hjælper – og hvis de aldrig kan give mig noget??

De sociale udgifter er som et bundløst hul, og kommunerne slås om at tørre opgaven af på andre under mottoet: hvorfor skal vi hjælpe, når det alligevel ikke gavner os noget – hvorfor skal de svage egentlig have hjælp?

Men gamle dages kirkefædre sagde: De fattige er her i verden for at du skal lære at hjælpe. De lidende ligger foran dit hus for at du skal lære at føle barmhjertighed. De svageste møder du for at du skal lære at bøje dig. De andre er her for at du skal lære at være et ordentligt menneske.

Måske er det sådan, det er. Hvis ikke vi møder de svageste, hvis ikke vi ser de lidende, så bliver der heller aldrig spurgt efter mig. Og hvis aldrig noget menneske har haft brug for dig – hvilken betydning har du så haft i verden? De nødlidende er her for at du kan opleve, at du er et godt menneske. Grib muligheden, når den byder sig.

Publiceret 07 February 2020 16:30