Første mand i Brix Cup Hall of Fame, 'Morten 'Mulle' Pedersen (th.), sammen med sin mangeårige kammerat både på og uden for kridtstregerne, Ole 'Pygsi' Pedersen fra Brix Cup udvalget, der overrakte diplom og Brix Cup Hall of Fame-trøje til Morten 'Mulle' Pedersen. Foto: Brix Cup

Første mand i Brix Cup Hall of Fame, 'Morten 'Mulle' Pedersen (th.), sammen med sin mangeårige kammerat både på og uden for kridtstregerne, Ole 'Pygsi' Pedersen fra Brix Cup udvalget, der overrakte diplom og Brix Cup Hall of Fame-trøje til Morten 'Mulle' Pedersen. Foto: Brix Cup

'Mulle' første spiller i Brix Cup Hall of Fame

Det traditionsrige indefodboldstævne i Auning Idrætscenter runder de 25 år i 2019, og jubilæet blev behørigt markeret med indstiftelsen af Brix Cup Hall of Fame

Af
Lars Norman Thomsen

Morten 'Mulle' Pedersen, mangeårig førsteholdsspiller i først Auning IF og senere Vivild IF i klubbens storhedstid, blev den første spiller, der fik sit navn indgraveret i Brix Cup Hall of Fame.

Det skete lørdag aften i Auning Idrætscenter på førstedagen af dette års indefodboldstævne, der i 2019 kan fejre 25 års jubilæum.

I anledning af sølvbrylluppet har arrangørerne indstiftet Brix Cup Hall of Fame for at hylde de spillere, der har markeret sig gennem årene ved det traditionsrige indefodboldstævne.

'Mulle' et oplagt valg

Ole Hansen fra Brix Cup udvalget motiverede valget af Morten 'Mulle' Pedersen, der nu gør sig på oldboys-plan:

"Der har været rigtigt mange gode fodboldspillere til vores stævne i de sidste 25 år og masser af emner til en plads i Hall of Fame.

Jeg kan nævne Søren Pedersen, nuværende direktør i Randers FC, Chris Sørensen, Stig Tøfting, Heine Fernandez og Junior fra det hedengangne Hydro Fårvang. Lokalt har der også været masser af talent bare for at nævne nogle få: Kasper Fisker, Brian Skaarup, Mogens Lauersen, Karsten 'Købmand' Jensen, Danni Bjerre, Jeppe Friis og jeg kunne blive ved...

Vedkommende vi har valgt, har spillet utallige kampe i Brix Cup, og som en af de få har han vundet alle tre rækker endda op til flere gange. De få gange han ikke har vundet, kender vi godt til i Brix Cup udvalget. De gange skulle vi i hvert fald have ændret en regel, vi skulle have nye dommere eller have skiftet bolden ud, hvis det stod til prisvinderen.

Men alt det overskygger jo, at han har haft en kolossal betydning for de hold, han har spillet på, og hvis vi havde talt antal mål scoret, gætter jeg på, at han må ligge suverænt nr. 1 i Brix Cup tiden.

Jeg er også sikker på, at vedkommende havde været med til årets stævne, hvis sygdom desværre ikke havde sagt stop for dette."

Herefter kom Morten 'Mulle' Pedersen på halgulvet for at modtage applaus og Brix Cup Hall of Fame diplom plus ditto trøje.

Ole 'Pygsi' Pedersen, med i Brix Cup udvalget og mangeårig medspiller til Morten 'Mulle' Pedersen, både på og uden for banen, forestod prisoverrækkelsen.

Brix Cup arrangeres af Auning IF, Auning Idræts- og Kulturcenter, Sportigan, Auning og Nørager Boldklub.

Publiceret 29 December 2019 11:42

Replik: Tre politikere har reageret

NORDDJURS Avisen har givet samtlige 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs mulighed for at kommentere på henvendelsen fra Henrik Holmsted Pedersen og den kritik, der rejses af sagsforløbet. Tre af de lokale politikere har reageret - formanden for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller, (S), SF's Mads Nikolajsen og den konservative Benny Hammer.

Lars Møller indleder sit svar med at nævne, at det er koordineret med borgmester Jan Petersen, (S).

"Forvaltningen i Norddjurs Kommune modtog afgørelsen fra ministeriet 31. oktober 2019. Dagen efter den 1. november blev der skrevet ud til voksen- og plejeudvalget og borgmesteren og orienteret om afgørelsen. Samtidig blev både udvalget og borgmesteren orienteret om, at afgørelsen ville blive drøftet med Randers Kommune samt at afgørelsen ville blive drøftet med advokatfirmaet Bech-Bruun, da der jævnførende ministeriets skrivelse er flere forskellige muligheder for at tilpasse de formelle rammer for samarbejdet, så det får en form, der er lovlig. Desuden blev voksen- og plejeudvalget og borgmesteren oplyst om, at så snart, der er sket en afklaring og udarbejdet en beskrivelse af de forskellige løsningsmuligheder, så vil sagen blive forelagt til politisk behandling. Tilsvarende oplysninger afgav borgmesteren til hele kommunalbestyrelsen i forbindelse med kommunalbestyrelsens møde i november 2020," fortæller Lars Møller.

Ikke udenom eller bagom

Han mener, at der således ikke er tale om, at forvaltningen er gået hverken udenom eller bagom politikerne i arbejdet med at finde en alternativ samarbejdsform med Randers.

"Af afgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at der er flere måder at lovliggøre samarbejdet på via alternative organiseringsmåder. Når Randers Kommune og Norddjurs Kommune i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun har afklaret, hvordan de formelle rammer omkring samarbejdet kan tilpasses, så vil der blive fremsendt en sag til politisk behandling i både voksen- og plejeudvalget, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det er forventningen, at det finder sted i løbet af perioden februar – april 2020," oplyser Lars Møller.

Begrænset aktindsigt

"27. november 2019 modtog Norddjurs Kommune en anmodning om aktindsigt fra advokatfirmaet Horten. Efterfølgende har velfærdssekretariatet i løbet af december 2019 været i dialog med Horten om på vis vegne, de søger aktindsigt, og hvilket materiale de konkret ønsker aktindsigt i. Generelt skal aktindsigter afgrænses, så forvaltningen kan finde materialet indenfor et rimeligt tidsforbrug på 25 timer – jævnførende offentlighedsloven. For at få en endelig afklaring af ovenstående forhold - herunder også om aktindsigten vedrører oplysninger om et konkurrerende advokatfirma - har velfærdsforvaltningen efter aftale med Randers Kommune anmodet vores advokatfirma Bech-Bruun om i starten af januar 2020 at tage kontakt til Horten på vegne af Norddjurs Kommune. Det kan oplyses, at Bech-Bruun også på vegne af Randers Kommune har fremsendt en lignende skrivelse til Horten. I det øjeblik, at afklaringen af aktindsigtens omfang foreligger, så fremsender Norddjurs Kommune hurtigst muligt materialet til Horten," fregår det af svaret fra Lars Møller.

Godkendt leverandør

Han runder af med at oplyse, at Det Danske Madhus er godkendt leverandør af madservice i Norddjurs Kommune og dermed har kommunens ældre hjemmeboende borgere mulighed for at få mad fra Det Danske Madhus, hvis de ønsker det. Det Danske Madhus har været godkendt leverandør i flere år – også da maden blev produceret i samarbejde med Syddjurs Kommune i regi af Djurs Mad.

Helt ok

Mads Nikolajsen fra SF er kritisk over for Henrik Holmsted Pedersens ageren i sagen.

"SF fandt madsamarbejdet med Randers Kommune helt ok. Jeg forstår ikke Henrik Holmsted Pedersen og Enhedslistens korstog imod, at kommuner samarbejder og kan levere til hinanden efter godkendte aftaler. Da samarbejdet med Syddjurs Kommune i det kommunale madhus blev opgivet, var samarbejde med Randers Kommune helt ok, også i følge tilsynsmyndigheden. Vi så også gerne samarbejde med Randers Sygehus og deres berømte økologiske køkken om madleverance, men det var ikke aktuelt," siger Mads Nikolajsen.

Han fortæller, at man bruger advokat i Norddjurs kamp for at få anerkendt kommunens løsning.

Vil vinde - ikke tabe

"Det er ok at kommunens advokat arbejder uden at modparten - et privat madhus - skal havde indsigt i alle sin modparts overvejelser. Vi kæmper for at vinde vores sag, ikke for at tabe. Jeg ser gerne at vi mere bruger lokal advokat - og alle mulige andre ydelser - men vi skal også have en advokat, der kender det helt specielle område. Det er meget usædvanligt, at en minister underkender sit eget tilsyn - som her," siger Mads Nikolajsen.

Helt uenig

Den konservative Benny Hammer er helt uenig.

"Det her er en irriterende sag, som har været træls at have med at gøre lige fra dag et. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke har været valgt en højere grad af åbenhed - og at sagen allerede nu havde været i Voksen og Plejeudvalget - og senere i kommunalbestyrelsen. Hvorfor dog pakke tingene væk i stedet for at få dem på bordet i al offentlighed," spørger han.

Han mener, at det eneste rigtige er at sende madopgaven i udbud i en åben proces.

"Jeg kan godt se, at det ender med endnu en advokatregning af de store fra Bech-Bruun, og jeg forstår til fulde vreden fra Det Danske Madhus. Det skal da ikke være Bech-Bruun, der skal afgøre, hvordan vi som kommune giver aktindsigt, for så er vi ude på et skråplan. Jeg håber ikke, at det hele er begrundet i, at nogle mener, at det kun er i det offentlige, der kan laves ordentlig ældremad. Den opgave kan lige så godt klares af en privat leverandør," mener Benny Hammer.